Mest kendt er Synthetic Aperture Radar (SAR), som afbilder jordoverfladen til brug i kortlægning

Satellitterne blev opsendt i henholdsvis 1991 og 1995. De er udstyret med et aktivt mikrobølge system, som kan opsamle information gennem tykke skyer og om natten. Et scatterometer måler vindretning og vindhastighed over oceanerne. Et altimeter måler bølgehøjder.

Mest kendt er Synthetic Aperture Radar (SAR), som afbilder jordoverfladen til brug i kortlægning. Fortolkning af radarbilleder er meget forskellige fra fortolkning af optiske og infrarøde billeder. Radarbilleder indeholder oplysninger, som er relateret til overfladens ruhed, ikke dens farve. En havoverflade med store bølger vil give et kraftigt signal, mens en overflade med stille vand giver et svagt signal. En olieforurening dæmper bølgerne og ses derfor tydeligt i et radarbillede. En skov er en ru overflade set fra en radarsatellit og den giver derfor et kraftigt signal, mens en asfalteret overflade eller en græsplæne giver et svagt signal.  
 

	Billedet viser Gaeta bugten på Italiens vestkyst

Overvågning af havisens udbredelse i arktiske områder er blevet mulig takket være radarsensoren. Denne overvågning er vigtig i forbindelse med klimaforskning, idet variationer i isudbredelsen afspejler ændringer i temperatur og havstrømme. Et andet økologisk emne er skovfældning i troperne. Radarsensorer kan regisrere skovfældning på trods af skyet og usigtbart vejr.

Der er også installeret en ATSR-scanner (Along Track Scanning Radiometer) ombord i ERS 2. Det er en traditionel passiv scanner med 7 kanaler fordelt over det synlige, nærinfrarøde og termisk infrarøde område. Den termisk infrarøde kanal benyttes især til global kortlægning af havoverfladetemperaturen. De synlige og nærinfrarøde kanaler kan benyttes til global kortlægning af vegetation med en geografisk opløsning på 1 km.

ERS 2 har også udstyr til global kortlægning af atmosfærens ozonlag. Data fra ERS 2 kan dermed spille en væsentlig rolle for videnskabens forståelse af variationerne i ozonlaget og vurderingen af i hvilket omfang menneskeskabt forurening kan ødelægge ozonlaget.