ESA title
Frank De Winne
Agency

Belgisk besøg på rumstation

27/10/2002 267 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

ESA-astronauten Frank de Winne opsendes onsdag d. 30. oktober. Danske forskere er bagland for en af hans opgaver.

Opsendelsen af en russisk Sojuz-rumkapsel med kurs mod den internationale rumstation ISS er nu fastsat til onsdag d. 30. oktober. Kapslen medbringer et russisk ledet tre-mands hold, hvor en astronaut fra den europæiske rumfartsorganisation ESA, belgiske Frank de Winne, indgår.

Flyvningen varer i alt ti dage. Heraf vil de otte dage blive tilbragt på rumstationen, hvor Frank de Winne skal udføre en række eksperimenter.

Et af eksperimenterne går ud på at se, hvordan sammensætningen mellem de forskellige kulbrinte-forbindelser varierer, når råolie er i vægtløs tilstand. Det kan bruges til at forbedre planlægningen af olieudvinding. Resultaterne skal analyseres og fortolkes af forskere ved Danmarks Tekniske Universitet i tæt samarbejde med forskere fra det belgiske University Libre Bruxelles og det canadiske Reverson Polytechnic University (læs artiklen "Råolie ud i rummet" - klik på linket ude til højre).

Det nøjagtige tidspunkt for opsendelsen af Sojuz-kapslen med de tre astronauter ombord er kl. 04.11 dansk tid onsdag d. 30. oktober 2002. Kapslen opsendes fra Baikonur-basen i Kasakhstan.

Related Links