ESA title
Træningen forud for forsøget omfattede en overlevelsesøvelse i Rusland.
Agency

En forsmag på rejsen til Mars

27/02/2009 638 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

To europæere skal deltage i russisk forsøg, der simulerer en langvarig rumrejse. I 105 dage får de i alt seks deltagere kun kontakt med omverdenen over radioen.

Tyske Oliver Knickel og franske Cyrille Fournier har en lille måned tilbage i friheden. 31. marts træder de ind i en russisk forsøgs-container, hvorfra de først blive lukket ud 105 dage senere. Og nej, de skal ikke deltage i et reality show på TV, men derimod i en simuleret rumrejse. Sammen med fire russiske ”astronaut-kolleger” skal de opleve en række af de faser, som en rejse til Mars vil bestå af: opsendelse, rejse, kredsløb om planeten, landing og returrejse til Jorden.

I hele perioden vil deltagerne kun have hinanden som selskab. De vil dog være i stand til at kommunikere med såvel venner og familie som naturligvis missionens kontrolcenter over radio. I de faser, hvor de skal forestille at befinde sig ved Mars, vil kommunikationen være forsinket med ca. 20 minutter – lige som den vil være det på en rigtig rumrejse, hvor radiosignalerne skal nå at rejse frem og tilbage gennem Solsystemet.

Forsøget er arrangeret af det russiske biomedicinske institut IBMP i samarbejde med den europæiske rumfartsorganisation ESA. Oliver Knickel og Cyrille Fournier er udvalgt af ESA blandt 5.600 interesserede europæiske kandidater.

Det kommende forsøg er i virkeligheden blot en forløber for det egentlige forsøg, hvor en ny gruppe af forsøgsdeltagere skal tilbringe over 500 dage i forsøgscontaineren. Så længe vil en virkelig rejse til Mars tur-retur nemlig mindst tage. Dette forsøg ventes indledt i slutningen af 2009.

Related Links