Christer Fuglesang forbereder sig på sin første rumvandring
Agency

I rummet på Jorden

16/12/2006 1992 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

At befinde sig i vægtløshed er ikke nogen ny fornemmelse for den svenske ESA-astronaut Christer Fuglesang og hans kolleger ombord på rumfærgen Discovery. Gennem en lang række år har de trænet både i avancerede simulatorer og under såkaldte parabolflyvninger. Men hvor godt forbereder træningen egentlig astronauterne på "the real thing"?

Enhver rumflyvning er kulminationen på en lang træningsperiode. Imidlertid er der én stor forskel på flyvningen og en simulering: under en rumflyvning er der virkelig vakuum på den anden side af vinduet, en virkelig Jorden bevæger sig neden under, den vægtløse tilstand er vedvarende - og vigtigst af alt, du kan ikke trykke ”reset”, hvis der opstår et problem.

Det mest specielle ved rumflyvninger er at leve og arbejde i vægtløs tilstand. Det er noget, som appellerer til alle, der har forhåbninger om at blive astronaut. Selvom Jordens tyngdefelt rækker op i rummet, kan et fartøj i kredsløb undgå at blive trukket tilbage til Jorden ved at bevæge sig så hurtigt, at kredsløbet konstant bøjer sig omkring Jorden. Centrifugalkraften opvejer tyngdekraften, og fartøjet befinder sig i en tilstand af konstant frit fald. Resultatet er vægtløshed.

Tag flyveren

22 sekunder i vægtløshed giver en forsmag på livet i rummet
22 sekunder i vægtløshed giver en forsmag på livet i rummet

Specielle tårne, der er pumpet tomme for luft, er en af de måder, man kan simulere vægtløshed på Jorden. Under et frit fald i tårnet opstår der vægtløshed i nogle få sekunder. Tårnene bruges ikke til at træne astronauter, men de er udmærkede, når man skal teste teknologi eller udføre videnskabelige eksperimenter.

Den eneste måde, hvorpå mennesker kan opleve virkelig vægtløshed uden at foretage en rigtig rumrejse, er at deltage i en såkaldt parabolflyvning. Flyvemaskinen bevæger sig i en bue, der minder om den, en bold beskriver, når man kaster den relativt stejlt op i luften. Passagererne oplever vægtløshed i ca. 20 sekunder hver gang, når maskinen har passeret kurvens højdepunkt og går ind i et kortvarigt frit fald.

Airbus A300 Zero-G bruges til de europæiske parabolflyvninger
Airbus A300 Zero-G bruges til de europæiske parabolflyvninger

”Første gang jeg oplevede vægtløshed var på en parabolflyvning, og jeg var euforisk. Det var virkelig en god oplevelse”, husker Christer Fuglesang. ”Mange mennesker bliver dårlige under deres første flyvning, for det er virkelig en rystetur, man får, men jeg nød følelsen af frihed lige fra starten”.

ESA bruger en Airbus A300 til parabolflyvninger. Normalt er formålet at teste teknologi og udføre videnskabelige eksperimenter, men flyene bruges også til at træne astronauter. NASA bruger et fire-motorers KC-135 (en militær udgave af Boeing 707) og russerne Iljushin IL-76 MDK.

Vægtløsheden under parabolflyvninger svarer godt til den, som man oplever i rummet. På flyvningerne gentages manøvren flere gange – helt op til 30 gange. Derfor kan man faktisk godt nå at vænne sig til fornemmelsen af, hvordan man skal bevæge sig, selvom den enkelte periode kun varer kortere end et halvt minut. Den vigtigste lektion er at lære, hvordan man skal kontrollere sine bevægelser: i rummet er et let skub med en enkelt finger tilstrækkeligt til at sende dig hen i den modsatte ende af rumstationen. En anden vigtig lektion er at finde ud af, hvad der er op og ned.

På dybt vand

Rumvandring – men i et dybt vandbassin
Rumvandring – men i et dybt vandbassin

Dykkere vil have en vis fornemmelse af, hvad det vil sige at være på rumvandring. Ganske vist er der en modstand i vand, som man ikke oplever i rummet, men alligevel er den bedste måde at simulere rumvandringer at arbejde under vandet. Vel at mærke sørger man for at ophæve vægten af astronautens krop med bøjer for at øge fornemmelsen af vægtløshed.

Alle træningscentre for astronauter har et bassin, som er udstyret med neddykkede modeller af rumfartøjer eller moduler af rumfartøjer i fuld skala. Her kan astronauterne – hjulpet af dykkere – træne de rutiner, som de skal udføre i rummet, iført deres rumdragter.

Christer Fuglesang har ikke tal på alle de timer, han har tilbragt i NASA’s pool som forberedelse på sin mission:

”Den største begrænsning er, at man altid skal tænke på, hvordan man bevæger sine arme af hensyn til rumdragtens led ved skuldre og albuer. Du kan simpelthen ikke bruge dine hænder på samme måder, som du ville gøre i normalt tøj. En anden ting er lufttrykket inde i rumdragten, som får den til at puste sig op som en ballon. Du skal virkelig bruge kræfter, når du vil bevæge din arm – og du skal også bruge kræfter for at holde den bøjet, fordi lufttrykket vil forsøge at strække den ud”.

Virtual reality

Dykkere hjælper astronauten under træning i rumvandring
Dykkere hjælper astronauten under træning i rumvandring

Astronauter lærer at flyve rumfærgen og de russiske Sojus-fartøjer i simulatorer. Her kan alle faser i flyvningen lige fra lift-off over navigationen i rummet, dokningen ved den internationale rumstation og manøvrerne i forbindelse med hjemrejsen trænes.

En anden vigtig simulator hos NASA’s træningscenter er den såkaldte Fixed Base simulator. Den bruges til at træne specielle opgaver knyttet til den særlige mission. Blandt andet har denne simulator monteret en komplet robotarm svarende til den, som rumfærgen er udstyret med. Simulatoren har tilknyttet et system, som hele tiden genererer billeder svarende til det, man vil se, når man kigger ud af rumfærgens vindue under flyvningen. Hvis der er behov for det, kan man kontinuerligt simulere en hel mission – lige fra opsendelse til hjemkomst, komplet med mad pakket i containere og toiletter i fuld funktion.

Sunni Williams, Joan Higginbotham og Christer Fuglesang fastspændt i rumfærge-simulatoren
Sunni Williams, Joan Higginbotham og Christer Fuglesang fastspændt i rumfærge-simulatoren

Astronauterne træner også sammen med kontrolteknikerne i NASA’s Mission Control Centre (MCC). Simulatorerne er linket sammen med MCC’s computere på samme måde, som rumfærgen ville være det under en rigtig flyvning. På den måde lærer astronauter og kontrolteknikere at arbejde sammen.

Takket være den hastige udvikling inden for computere og billeddannelse er det i dag muligt at simulere alle aspekter af livet og arbejdet i rummet. Tilmed kan rumvandringerne simuleres ved at bruge virtual reality hjelme og handsker. Totalt set bruger en astronaut, der er blevet endeligt udvalgt til en mission, ca. 300 timer i simulatorerne.

Virkeligheden alligevel anderledes

Rumfærge-simulatoren, her bemandet med Robert Curbeam og Christer Fuglesang
Rumfærge-simulatoren, her bemandet med Robert Curbeam og Christer Fuglesang

På trods af den grundige træning og de øvrige forberedelser, er der måske alligevel intet, som helt kan forberede astronauten på det sug i maven, det giver, når tiden er inde for lift-off og for det første syn af vores verden set fra rummet:

”Efter al den træning, jeg har været igennem, er der et par begivenhed, jeg især glæder mig til”, siger Christer Fuglesang.

”For det første, når løfteraketterne tændes – så ved du, at nu kommer du faktisk af sted. Det næste er ca. 8,5 minutter senere, når motorerne slukker, og du får den første fornemmelse af virkelig vægtløshed. Og så rumvandringerne: det første øjeblik, hvor du forlader rumfartøjet, og denne gang er der ikke et vandbassin omkring dig, men det sorte rum og rumstationen. Det kan godt være, at det bliver skræmmende i første omgang, men det vil alligevel være et helt særligt øjeblik”.

Nu, hvor Fuglesang har oplevet alle disse øjeblikke i virkeligheden, vil træningen til en eventuel næste flyvning blive meget lettere. Simuleringerne virker altid mere virkelige, når man først har oplevet virkeligheden bag illusionen.

Related Links