ESA title
Radaren på CryoSat-2 skal overvåge ændringer i isdækkets tykkelse både på land og på havet.
Agency

Is-satellit bygges i rekordfart

12/03/2007 194 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Allerede ved udgangen af i år regner ESA med at have afløseren for CryoSat, der gik tabt ved opsendelsen i 2005, stort set klar. Samtidig er det lykkedes at forbedre CryoSat-2, så den bliver endnu bedre til at følge tykkelsen af Jordens isdække både på landjorden og havet

Mens forskere fra over 60 lande gennemfører ekspeditioner her i det internationale polarår, arbejder forskere og teknikere i den europæiske rumfartsorganisation ESA og en række virksomheder på højtryk for at få en is-satellit klar. CryoSat-2 skal erstatte den satellit, som gik tabt ved opsendelsen i oktober 2005.

Siden den første CryoSat blev besluttet i 1999, er det mildt sagt ikke blevet mindre aktuelt at følge udbredelsen og tykkelsen af Jordens isdække. Det er først og fremmest diskussionen om hastigheden og konsekvenserne af klimaændringer, der gør missionen interessant. Derfor besluttede ESA da også straks at sætte gang i en erstatning for den tabte satellit.

Godt et år senere har den nye satellit netop med held passeret en milepæl, Critical Design Review, hvor alle ændringer i designet er blevet gennemgået kritisk. En af de markante ændringer er, at CryoSat-2 får et back-up instrument, der kan bruges, hvis hovedinstrumentet, radaren SIRAL (Interferometric Radar Altimeter) skulle fejle.

I alt er der gennemført 85 små og store forbedringer i forhold til forgængeren. 30-40 procent af ændringerne er software-forbedringer, som gør det lettere at manøvrere satellitten.

”Efter den mislykkede opsendelse fik vi organiseret os relativt hurtigt, så vi vidste nøjagtigt, hvad vi skulle gøre, da vi fik go-ahead på CryoSat-2. Virksomhederne i teamet har været forbløffende hurtige. Nogle af de færdige komponenter er allerede leveret, og ved udgangen af 2007 forventer vi, at vores elskede CryoSat vil være næsten fuldstændigt samlet”, siger Richard Francis, ESA’s projektleder for missionen.

Forskere fra Danmarks Rumcenter under Danmarks Tekniske Universitet (DTU) bidrager til projektet blandt andet gennem målinger på stedet i Grønland. Målingerne, der foretages fra fly, skal bruges til at kontrollere, at satellitten til sin tid måler rigtigt, samt til at finindstille instrumenterne ombord.

CryoSat-2 er planlagt til opsendelse i 2009.

Related Links