ESA title
Agency

Kortlægning af luften beskytter dit udseende

14/08/2003 416 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Luftforurening irriterer ikke kun dine lunger – en række forskningsresultater har påvist, at luftforurening også påvirker dit udseende. Kosmetikfirmaet L’Oreal planlægger at bruge forureningskort udviklet af den europæiske rumfartsorganisation ESA sammen med data for ultraviolet stråling til at undersøge mulighederne for at producere hudplejeprodukter, der er tilpasset de lokale forhold.

At ultraviolet stråling (UV-stråling) har en række ældningseffekter på huden er i dag velkendt, men det er vanskeligt at undersøge luftforureningens skadelige virkninger på huden uden for laboratorierne. L’Oreal, som beskæftiger et team på 2800 videnskabsmænd og tilknyttede medarbejdere, har udført feltstudier.

I samarbejde med Frankrigs regionale center for cancerbekæmpelse og Mexicos nationale institut for offentlig sundhed indledte L’Oreal i 1999 en ni måneder lang undersøgelse i og omkring Mexico City, som er en af verdens mest forurenede byer. For at gøre det muligt at studere, hvordan ozon og nitrogenoxid påvirker huden, sammenlignede man 96 personer i en meget forurenet del af byen med 93 personer, der boede i et mindre udsat byområde 75 km væk.

”Vi kunne konstatere mange forskelle mellem de to grupper,” forklarer François Christiaens fra L’Oreal. ” Vi konstaterede en øget oxidering af sebum – det olierede sekret, der smører og beskytter huden og håret – og meget tørre eller meget fedtede hudegenskaber hos de af vores frivillige forsøgspersoner, der boede i Mexico City.”

SCIAMACHY
SCIAMACHY

Christiaens forklarer, at dette har kosmetiske effekter som for eksempel ændringer i hudens og hårets blødhed og glansfuldhed, men der er også mere alvorlige konsekvenser, idet oxideringen svækker hudens naturlige forsvar og desuden kan forstærke irritationer og allergiske reaktioner.

Forskellene mellem personer, der boede mindre end hundrede kilometer fra hinanden, var tilstrækkelig udtalte til, at forskerne blev interesserede i at få adgang til mere nøjagtige oplysninger om de regionale luftforureningsniveauer. Dette medførte så igen en forøgelse af den allerede eksisterende interesse for satellitdata, som i forvejen anvendes til UV-prognoser.

”I dag indsamles UV-doserne enten fra jordbaserede stationer, eller også kommer de fra modeller, men dækningsgraden er begrænset, og der er kun adgang til en begrænset mængde data over tid,” forklarer Christiaens. ”Ved at bruge satellitdata kan vi derimod få adgang til globale kort over UV-niveauerne, og vi kan bruge dem til at udarbejde realistiske doser samt til at finjustere de doser, der simuleres i laboratorietests.”

L’Oreal vil fra næste efterår modtage jævnligt opdaterede højopløsningskort over globale UV-doser og forureningsniveauer som en del af et omfattende ESA Data User Programme-projekt ved navn TEMIS (Tropospheric Emission Monitoring Internet Service). Ved hjælp af rumbaserede atmosfæriske instrumenter som SCIAMACHY vil dette projekt kortlægge globale koncentrationer af sporingsgasser, aerosoler og UV-stråling for en række forskellige slutbrugere.

”Vi ønsker at basere vores arbejde på de mest moderne højteknologiske metoder”, konkluderer Christiaens. ”Vi håber, at vi kan få mere nøjagtige informationer om UV-doser og forureningsniveauer på jorden – på en mindre skala og under hensyntagen til, om det er overskyet. Dette vil gøre det muligt for os at finjustere vores laboratorieeksperimenter, så vi kan tilbyde forbrugerne produkter, der i højere grad er tilpasset de konkrete forhold.”

Related Links