Ny anatomi for Venus' skydække

Venus er dækket af et tykt lag af skyer, der strækker sig fra 45 til 70 km over overfladen. Disse hurtigt bevægende skyer består hovedsagligt af mikrometer-store dråber af svovlsyre og andre aerosoler (fine faste eller flydende dråber opløst i en gas) af ukendt oprindelse.

Tidligere missioner viser, at skyerne har ligheder med let tåge på Jorden, men deres tykkelse skaber et ugennemtrængeligt slør.

Instrumentet VMC (Venus Monitoring Camera) om bord på Venus Express har observeret toppen af skyerne ved synlige, infrarøde og ultraviolette bølgelængder. Ultraviolette observationer har vist en rigdom af nye detaljer, heriblandt en række afmærkninger skabt af forskellige koncentrationer af drivgasser i det øverste lag af skyerne.

På billedet vist her øverst i artiklen ses Venus' sydlige halvkugle fra 30 000 km's afstand. Den sydlige pol er i bunden, ækvator er øverst. Skydækkets udtryk ændres tydeligt fra ækvator til den sydlige pol. Ved de lave breddegrader er formerne plettede og fragmenterede, hvilket er tegn på en kraftig, varmeledende bevægelse - som eksempelvis kogende vand i en kande – som skabes, når Solens stråler opvarmer skyerne og atmosfæren. Den lyse linie, som er synlig på toppen af det mørkere skydække, skabes af nyligt formede dråber af svovlsyre.

Ved de midterste breddegrader ændrer dette sig; de varmeledende mønstre erstattes af mere ujævne skyer, hvilket indikerer at varmeledningen er svagere her, hvor mængden af sollys, der absorberes af atmosfæren, falder.

Ved de høje breddegrader ændrer skyernes struktur sig igen; de bliver til en tæt, næsten massiv dis, og skaber en slags hue omkring Venus. Den mørke og cirkelformede struktur synlig i den lavere del af billedet er typisk for polarområdet. Den er skabt af atmosfærens rotation omkring og mod polen.

Yderligere optagelser giver nærbilleder af de ovennævnte strukturer, der aldrig før er blevet set. Dette takket være Venus Express' langstrakte kredsløb, der gør, at man kan tage billeder af det samme fænomen på forskellige afstande. I artiklen "New details on venusian clouds revealed" (klik på linket ude til højre) kan man se en række af disse billeder.