ESA title
En stjernes indre.
Agency

Stjerne-skælv set for første gang

18/11/2008 733 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Ved at lytte til Solen med en teknik beslægtet med seismologi har forskerne indledt en ny æra i forståelsen af Solens indre. Teknikken er nu for første gang brugt til at undersøge det indre af andre stjerner end Solen.

Ligesom udbredelsen af seismiske bølger fortæller om vores planets indre, giver lydbølger gennem Solen information om, hvad der sker under overfladen. Disse svingninger kan også observeres ved andre stjerner gennem variationer i lyset, der udsendes fra stjernen, når overfladen skælver. Denne teknik anvendes nu af den franske rumfartsorganisation CNES’ fartøj COROT, der blev sendt op i december 2006. COROT skal studere ca. 12.000 stjerner. Den europæiske rumfartsorganisation ESA er partner i missionen sammen med Østrig, Belgien, Brasilien, Tyskland og Spanien.

Foreløbig har studier af tre stjerner gjort det klart, at teknikken faktisk kan bruges til at vise stjernernes indre struktur og, på hvilken måde energien transporteres fra kernen til overfladen.

”Andre teknikker er blevet brugt fra jorden, men de har deres begrænsninger”, fortæller Malcolm Fridlund, der er ESA's projektforsker på COROT ved ESA's tekniske center ESTEC i Holland.

”Ugunstige vejrforhold samt det, at man ikke kan observere stjerner ved dagslys gør, at astronomer må afbryde deres observationer. Nøglen til at opdage de små svingninger i stjernerne på lang afstand er ikke kun instrumenternes følsomhed, men også muligheden for at observere stjernen uden afbrydelse, da afbrydelser skaber uro i oplysningerne og slører signalerne. Derfor må man benytte de korrekte instrumenter og befinde sig i rummet”.

De tre stjerner, der blev undersøgt af COROT, har meget tilfælles med Solen. De befinder sig langt fra vores del af galaksen, hvilket faktisk er en fordel, fordi deres lys dermed ikke blænder instrumenterne ombord på COROT.

”Det er et stort fremskridt, at det er lykkedes COROT at undersøge det indre af stjernerne med direkte målinger for første gang. Det giver også en større forståelse for vores egen sol”, fortæller Fridlund.

Related Links