ESA title
Den mulige vulkanske røgsøjle og landingsstedet for Huygens-sonden.
Agency

Vulkaner på Titan spyer is

09/06/2005 531 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Forskerne har undret sig over, hvor de store mængder metan i atmosfæren omkring Saturns største måne kommer fra. Nye observationer tyder på, at den spyes op fra kolde vulkaner

”Hvor må det være mærkeligt at være indbygger på Titan. Tænk at have Solsystemets smukkeste planet med dens ringe og mange måner liggende ”lige uden for døren” og så overhovedet ikke være i stand til at se dem gennem den tykke atmosfære”.

Sagt af den danske astrofysiker Anja C. Andersen i forbindelse med, at ESA’s sonde Huygens landede på Titan januar 2005.

Nu har resultater fra Huygens og fra den amerikanske rumsonde Cassini kastet nyt lys over, hvor de store mængder metan, som findes i Titans tykke atmosfære, kommer fra. Man har tidligere troet, at den luftformige metan steg op som damp fra have af flydende metan på månens overflade.

I Huygens’ landingsområde var der ikke tegn på flydende metan på overfladen, og heller ikke Cassinis billeder har vist tegn på oceaner af metan. Men optagelser fra Cassinis passage af Titan 26. oktober 2004 viser en lys, 30 kilometer lang struktur, som forskerne tolker som en røgsøjle fra en vulkan. Tilsyneladende er is-lignende materiale væltet op fra månens indre. Undervejs er materialet, som har indeholdt kulbrinter, smeltet, og derved er der frigivet skyer af gasformig metan.

En sådan is-vulkan er formentlig fremkaldt af bevægelser i Titans indre. Forskerne mener, at det flydende materiale under månens skorpe har en form for tidevand, som skyldes, at afstanden mellem Titan og Saturn varierer kraftigt, fordi Titans bane omkring moderplaneten er meget elliptisk.

Related Links