Arktisk sejlads er mulig men risikabel

Udbredelsen af havisen i 2007.
1 november 2007

Når isen på havene omkring Nordpolen smelter om sommeren, åbner det nye muligheder for sejlads. Men det vil indebære ”betydelig risiko” advarer en ekspertgruppe, der bruger satellitdata til at overvåge de arktiske isforhold

Den internationale arbejdsgruppe for isforskning (The International Ice Charting Working Group- IICWG) forudsiger, at der med mindre ishav ved Arktis vil komme mere transport på havet. Dette vil give en ”betydelig navigationsrisiko” ifølge en udtalelse, som gruppen udsendte i forbindelse med en konference hos ESA's center for jordobservation, ESRIN i Italien. Her samledes europæiske og amerikanske ishavseksperter for at diskutere polarområdets tilstand.

”I september 2007 har det arktiske ishav nået det laveste areal, som er målt i den tid, vi har haft målinger fra satellit, fly og observationer ved jorden. Dette viser en fortsat tendens til mindsket ishav, der begyndte i 1980'erne og har accelereret siden. Selvom der stadig vil være en naturlig årlig variation, vil dette fald formentligt fortsætte,” lyder det i udtalelsen, som fortsætter:

”Arktis oplever allerede en stigning i maritim transport, specielt i forbindelse med turisme samt udvinding af olie og gas, og vi kan forvente at se en yderligere stigning, når den formindskede is giver arktisk maritim transport flere muligheder. Den internationale arbejdsgruppe for isforskning (The International Ice Charting Working Group- IICWG) advarer om, at ishavet og isbjergene fortsat vil give betydelig risiko for navigering i fremtiden”.

Gennem de sidste 25 år har satellitter observeret Arktis og fulgt reduktionerne i udbredelsen af isen om sommeren. Fra omkring 8 millioner km2 i starten af 1980'erne til det historiske minimum på mindre end 4,24 millioner km2 i 2007, som blev observeret af ESA's miljøsatellit Envisat i september. Det tidligere laveste areal, som ESA's Envisat og EOS' Aqua satellit havde observeret, var 5,5 millioner km2 i 2005.

”Vi har været meget heldige ved at have mulighed for at overvåge polarområdet med satellitter siden 1970'erne. Det har givet os muligheden for at kunne se denne udvikling”, siger chef-forsker dr. Pablo Clemente-Colón fra USA's nationale iscenter og IICWG”. Desuden bliver vi i stand til at se, om udviklingen vil vende, fortsætte eller forværres”.

Reduktionen af isen i havet er gået meget hurtigere, end de globale klimamodeller havde forudsagt. Ifølge direktøren for den canadiske isforskning, Douglas Bancroft, har den rekordstore reduktion i 2007 forbavset det internationale forskersamfund. ”Omfanget svarer til forudsigelser fra nogle modeller, men er kommet årtier før det var forventet. Sommeren 2007 lignede faktisk meget nogle af modellernes klimaforudsigelser for perioden fra 2030 til 2050”.

Helge Tangen, chef på Norges meteorologiske institut, siger, at data fra satellitter også er vigtige for de fortløbende modeller. ” Vi kan nu lave mere præcise forudsigelser om isen på kort sigt”.

”Med introduktionen af de rum-baserede systemer lavet specielt til måling af is, er det klart, at satellitter nu er rygraden for isforskning i hele verden”, siger Douglas Bancroft.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.