Byg værktøjerne til at søge efter liv på Mars

Fund af metan i Mars' atmosfære.
18 januar 2010

Efter interessante fund af metan i Mars’ atmosfære inviterer ESA og NASA forskerne til at udtænke de instrumenter, der skal finde spor efter nuværende eller tidligere liv på planeten.

I 2016 planlægger den europæiske rumfartsorganisation ESA og amerikanske NASA at sende et fælles fartøj til vejrs, som skal lede efter spor af liv på Mars. Fartøjet, som får navnet ExoMars Trace Gas Orbiter, skal kredse omkring den røde planet og finde gasarter, som måske kun forekommer i minimal mængde i atmosfæren, men som alligevel kan sladre om biologiske processer. Og forskere fra hele verden bliver nu inviteret til at foreslå, hvilke instrumenter, der skal med ombord.

Navnet ExoMars henviser til begrebet exo-biologi, som dækker bestræbelserne på at finde liv andre steder end på Jorden.

”Vi er åbne over for alle forslag om instrumenter, der kan hjælpe os til at nå vores videnskabelige mål,” siger ESA’s Jorge Vago, der er videnskabelig medarbejder på ExoMars. Han tilføjer dog, at forslag, der knytter an til et spændende fund af metan i Mars’ atmosfære i 2003, alt andet lige vil stå stærkt.

På Jorden opstår metan normalt som følge af biologiske processer. Forskerne kan dog ikke udelukke, at Mars’ metan kan være et resultat af geologiske processer eller stamme fra vulkanudbrud. Der blev fundet metan tre steder på Mars. Samtidig viste det sig, at gassen forsvandt igen langt hurtigere, end forskerne havde forventet. Det bidrog yderligere til mysteriet omkring Mars’ metan.

”Metan vil være ankerpladsen for forskningen (som ExoMars Trace Gas Orbiter skal udføre),” slår Jorge Vago fast.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.