ESA title
Illustration af Chandrayaan-1's landingssonde.
Agency

Chandrayaan-1 er på vej til Månen

23/10/2008 336 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Indiens første mission til Månen er opsendt med held fra Satish Dhawan Space Centre i Sriharikota i Indien. Tre europæiske instrumenter er med på rejsen.

Raketten PSLV-C11 løftede sig fra jorden kl. 02.52 dansk tid 22. oktober, og ca. 20 minutter senere blev Chandrayaan-1 sat i kredsløb omkring Jorden.

Om to ugers tid vil fartøjet gå i kredsløb om Månen. Herefter vil en række manøvrer gradvis sænke banen til et kredsløb i 100 kilometers højde. Fra denne højde vil fartøjet frigive sin landingssonde, den såkaldte Moon Impact Probe, der skal indsamle information om Månens overflade. Samtidig vil moderfartøjet kredse omkring Månen med sine 11 instrumenter, hvoraf tre er bidrag fra England, Tyskland og Sverige gennem ESA.

Chandrayaan-1 markerer begyndelsen på en ny æra for samarbejdet mellem Europa og Indien. Dette samarbejde begyndte i 1978, hvor den første aftale mellem ESA og den indiske rumforskingsorganisation ISRO blev underskrevet. Den europæiske løfteraket Ariane 1 hjalp Indiens første geo-stationære satellit Apple til vejrs i 1981. Indtil videre har 13 af Indiens INSAT-satellitter fløjet med Europas Ariane-raketter.

ESA bruger erfaringerne fra den europæiske månemission SMART-1 fra 2003 til 2006 i forbindelse med den nye indiske mission. Udover at bidrage med instrumenterne bidrager ESA med kontrol fra jorden og med at arkivere og bearbejde data. I kraft af samarbejdet vil ESA få andel i de data, der indsamles.

”I en æra med fornyet interesse rundt om i verden for Månen er samarbejdet mellem ESA og ISRO med Chandrayaan-1 en ny mulighed for Europa til at udvide sine kompetencer i udforskningen af Månen og samtidig arbejde tættere sammen med Indien, som er blevet en stærk rumforskningspartner”, siger professor David Southwood, direktør for videnskab og ubemandet udforskning hos ESA.

Related Links