ESA title
Illustration af Galileo systemet
Agency

Danmark med i satellit-system

05/06/2002 684 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Ny bevilling sikrer at danske virksomheder kan være med i udviklingen af Europas kommende navigations-system

Folketingets finansudvalg har godkendt en bevilling på 41 millioner kr., der dækker Danmarks adgangsbillet til at deltage i udviklingen af satellit-systemet Galileo.

Systemet, som skal bruges til navigation på Jorden, udvikles i et 50:50 samarbejde mellem EU og den europæiske rumfartsorganisation ESA.

Med bevillingen vil danske virksomheder få mulighed for at få del i udviklingskontrakterne under projektet. Omfanget af et lands industrikontrakter skal nogenlunde svare til bevillingen fra landet.

Galileo, der skal bestå af 30 satellitter og tilhørende modtagestationer på Jorden, vil få større nøjagtighed i forhold til de eksisterende satellit-baserede navigationssystemer. Samtidig vil Europa med systemet gøre sig uafhængig af henholdsvis det amerikanske GPS-system og det russiske Glonass, der begge oprindeligt er designet ud fra militære hensyn. Galileo bliver et rent civilt projekt.

Det forventes at systemet vil være klar til brug i 2008. Projektet forventes at skabe over 100.000 job i Europa over de kommende 15 år.

Related Links