ESA title
For første gang linker laserlys to satellitter
Agency

Dansk elektronik med i gennembrud

23/11/2001 363 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

For første gang er det lykkedes to satellitter at kommunikere via laserlys

Forskere fra Alcatel Space Denmark i Ballerup kan ånde lettet op. Elektronik udviklet på virksomheden for næsten ti år siden stod sin prøve i går, da to europæiske satellitter som de første i verden kommunikerede med hinanden ved hjælp af laserlys.

Inden de to satellitter kan udveksle data, skal de finde hinanden. Det sker ved at en laserstråle udsendes fra den ene satellit og scanner det område, hvor den anden satellit forventes at være.

Alcatel Space Denmark har som underleverandør leveret strømforsyningerne til de laserdioder, der skaber laserstrålen.

De to satellitter, som det nu er lykkedes at etablere et optisk link mellem, er den europæiske rumfartsorganisation ESAs Artemis og den franske Spot-4.

Spot-4 er en lavtgående satellit, der har jordobservation som sin opgave. Fra en højde af ca. 800 km. tager den billeder af Jordens overflade. Hidtil har satellitter som Spot-4 afleveret deres data til et netværk af modtagestationer på Jorden. Dette indebærer for det første en risiko for fejl, når der skiftes mellem forskellige modtagestationer, og for det andet kræves midlertidig lagring af data, når satellitten når ind i "blinde vinkler" hvor den ikke kan "se" en modtagestation.

Ideen med Artemis er at skabe en rummets telefoncentral, hvor de lavtgående satellitter kan transmittere deres data til. Artemis skal anbringes i en position 36.000 km fra Jorden. I denne højde er det muligt at opnå en geostationær bane. Det vil sige, at Artemis altid vil befinde sig over det samme punkt på Jorden. Dermed vil den hele tiden kunne "se" sin modtagestation på Jorden og aflevere de data, den modtager fra andre satellitter.

Artemis befinder sig i øjeblikket i en midlertidig bane i 31.000 km.s højde. En fejl i affyringsraketten, der opsendte den i august 2001, betød, at den ikke umiddelbart kunne bringes op i den ønskede højde, men må bruge flere mellemstationer undervejs. Det har imidlertid ikke forhindret, at rumforskerne nu har kunnet afprøve forbindelsen mellem de to satellitter.

Dermed kunne billeder fra Spot-4 ses i så godt som real tid i kontrolcenteret i Frankrig via Artemis. Det lykkedes at opnå forbindelsen under fire på hinanden følgende kredsløb af Spot-4.

Det samlede kommunikationssystem er udviklet i samarbejde mellem ESA og den franske rumfartsorganisation CNES. Den franske virksomhed Astrium har været hovedleverandør af systemet SILEX, der udfører den optiske kommunikation mellem de to satellitter.

Laserkilden, som Alcatel Space Denmark har leveret strømforsyningerne til, sidder på Artemis.

Related Links