Dansk nøglerolle i is-kampagne

Planlagte flyveruter for målekampagnen.
27 april 2011

Forskere fra DTU Space medvirker i storstilet arktisk målekampagne, som skal sikre, at den europæiske satellit CryoSat måler tykkelsen af Jordens isdække korrekt.

Fem medarbejdere fra DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet, medvirker i disse uger i et omfattende program af målinger af isens tykkelse i Grønland, Canada, Svalbard og de arktiske farvande. Også forskere fra en række andre europæiske lande samt amerikanske NASA medvirker i målekampagnen, der er den hidtil største af sin art. Hovedformålet med kampagnen er at sikre, at den europæiske rumfartsorganisation ESA’s satellit CryoSat måler korrekt.

Man har længe fulgt arealet af isdækket fra rummet. Det særlige ved CryoSat er, at satellittens hovedinstrument kan måle afstanden mellem sig selv og toppen af isdækket særdeles nøjagtigt. Dermed kan man følge med i, hvordan tykkelsen af isdækket forandrer sig med tiden. Det er en afgørende viden for de forskere, der forsøger at forstå klimaforandringerne nu og i fremtiden.

Forskerne fra DTU Space har en nøglerolle i kampagnen, idet de flyver en radar, der minder om CryoSat’s hovedinstrument, i et specialudstyret Twin-Otter fly. Samtidig flyver forskere fra NASA i tilsvarende fly. Endelig flyver forskere fra tyske Alfred Wegner Institute i et Basler-67 fly. I alt deltager flere end 50 forskere fra seks lande.

”Selv for en garvet ekspeditionsleder er denne kampagne speciel. Alene størrelsen af kampagnen er udfordrende, men i sidste ende vil vi blive belønnet for anstrengelserne. Både med hensyn til at skubbe forskningen baseret på CryoSat’s målinger videre og med hensyn til at vise, hvad man kan opnå gennem et bredt samarbejde med andre organisationer som NASA,” siger ESA’s Malcolm Davidson, der leder CryoSat-målekampagnen.

CryoSat blev sendt til vejrs i april 2010. Satellitten kredser om Jorden i ca. 700 kilometers højde. CryoSat’s radar er i stand til at ”se” igennem skyer og tåge. Dermed kan fartøjet levere målinger af ændringerne i isdækkets tykkelse uanset vejrforholdene.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.