ESA title
Der er høje krav til software, der skal bruges inden for rumfart.
Agency

Danskere skal strømline rum-software

14/12/2010 407 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Der er penge og tid at spare ved at lægge procedurerne for godkendelse af software til satellitter smartere til rette.

De høje krav til pålidelighed betyder, at det tager lang tid og koster mange penge at få afprøvet og godkendt den software, som satellitter skal have med ombord. Men med moderne IT-teknologi vil det være muligt at gøre tingene hurtigere og billigere uden at gå på kompromis med sikkerheden. Den europæiske rumfartsorganisation ESA beder nu Ingeniørhøjskolen i Århus og teknologivirksomheden Terma om sammen at udvikle den rigtige metode til formålet.

”I dag bruger ESA flere ressourcer på at teste deres rumfartøjer og software end på at udvikle det. Der er et stort behov for at finde nye løsninger, som kan effektivisere både udviklings- og kontrolprocedurer,” siger lederen af projektet, Senior Analyst Poul Hougaard, Terma, i en pressemeddelelse.

Kontrakten angår i første omgang et system, som ESA kan bruge til at fejltjekke og godkende software til rumfart.

”Vores mål er at udvikle en metode, der kan beskrive og verificere, hvordan en komponent vil opføre sig i rummet. Det betyder, at man relativt hurtigt vil kunne se, hvilke softwaredele fra én type rumfartøj, der kan genanvendes i en anden type rumfartøj. Og det vil komme til at spare både tid og penge,” siger ingeniørdocent Peter Gorm Larsen, Ingeniørhøjskolen i Århus.

Ingeniørhøjskolen og Terma skal levere systemet om et år.

Related Links