ESA title
Infrarøde optagelser af dobbelte hvirvler ved Venus' sydpol.
Agency

Dobbelte hvirvler under Venus

27/06/2006 260 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

ESA’s sonde Venus Express har opdaget et interessant vejrfænomen ved den varme planets sydpol: store hvirvlende skyformationer nærmest med form som et dobbelt øje

Allerede under sine indledende manøvrer har den europæiske rumfartsorganisation ESA’s sonde Venus Express gjort en ny opdagelse, nemlig et enormt roterende system af skyer over Venus’ sydpol.

Fartøjet nåede frem til sit mål 11. april og blev med held fanget ind af planetens tyngdefelt. I første omgang gik Venus Express ind i en meget langstrakt, elliptisk bane. Derefter blev banen langsomt snævret ind frem til begyndelsen af maj, hvor fartøjet opnåede den bane, hvorfra planeten skal observeres gennem længere tid. Forskerne udnyttede imidlertid tiden i det indledende kredsløb til at lade instrumenterne udføre en lang række observationer. Netop fordi fartøjet endnu ikke var nået så tæt på planeten, var det muligt at lave optagelser af fænomener, der dækker et stort areal.

Optagelserne er lavet både ved infrarødt, synligt og ultraviolet lys. Mange af dem er spektakulære, og de mest slående er de, som viser en enorm roterende masse af skyer. Lignende hvirvler er tidligere observeret ved Venus’ nordpol, mens det er første gang, de kan studeres over sydpolen. Samtidig viser optagelserne, at hvirvlerne under sydpolen har en overraskende struktur, nærmest af form som et dobbelt øje.

Man ved, at der blæser kraftige vinde rundt om planeten. Fænomenet kaldes også super-rotation.

”Vi ved endnu meget lidt om de mekanismer, der kæder super-rotationen og hvirvlerne over polerne sammen”, siger Håkan Svedhem, videnskabelig medarbejder i missionen.

”Vi er heller ikke i stand til at forklare, hvorfor dynamikken i planetens atmosfære resulterer i en dobbelt og ikke bare en enkelt hvirvel. Men missionen er jo kun lige begyndt og tegner godt; vi regner med at dette og mange andre mysterier vil blive behandlet og måske ligefrem opklaret af Venus Express”.

Siden 7. maj 2006 har Venus Express været i sin endelige bane, hvor hvert omløb varer 24 timer. Banen har ca. 66.000 km som den største og 250 km som den mindste afstand til planeten. Det er en ganske lille afstand i sammenligning med andre rumfartøjer, der tidligere har udforsket planeten.

”Aldrig før har vi set Venus i så høj detaljeringsgrad. Vi venter i spænding på, at disse nye data bliver færdigbehandlet”, siger Svedhem.

Venus Express blev sendt op 9. november 2005 og brugte 5 måneder på rejsen. Navnet hentyder til, at fartøjet er udtænkt og bygget på kun fire år, hvilket er usædvanlig hurtigt for en mission af denne type. Hastværket skyldtes, at der ellers ville gå flere år, inden Venus’ og Jordens indbyrdes stilling igen blev gunstig for en opsendelse.

Related Links