Dragten til rumvandring

Der findes flere typer af rumdragter. Den dragt, som beskrives her, er den, som astronauterne bruger under vandringer i rummet. Den kaldes EMU (Extravehicular Mobility Unit). En rumvandring – eller en arbejdsdag i rummet – varer mellem seks og otte timer.

Rummet er et usundt sted for menneskekroppen at opholde sig. Der findes ingen luft at indånde. Der er vakuum. Temperaturen, som astronauterne bevæger sig i, varierer helt fra minus 100 til plus 100 grader Celsius. Sollyset er så stærkt, at synet kan tage skade. Endelig udsættes kroppen for stråling, som øger risikoen for kræft.

Under dragten har astronauterne et kompliceret system af vandslanger, som sørger for, at kroppen hverken bliver for varm eller for kold.

  • En rumdragt er hvid. Dels fordi hvid reflekterer varme, dels fordi hvid er let synligt i rummet.
  • Dragten vejer 140 kilo med fuld udrustning.
  • Rumdragten beskytter astronauten mod vakuum, temperatursvingninger og stråling.
  • Dragten indeholder alt, hvad astronauten behøver for at kunne klare sig og udføre arbejdet under rumvandringer. I dragten findes ilt, væske, radiokommunikation, værktøj, lygter.

Sådan ser den amerikanske EMU-dragt ud:

Indendørs i såvel rumfærgen som rumstationen kan luften kontrolleres, så man ikke behøver rumdragter. Først når astronauten bevæger sig ud i rummet, bliver alle de mange komponenter nødvendige. Ved Jorden består luften af 20 % ilt og 80 % kvælstof. I rumdragten ånder astronauterne ren ilt.

En rumdragt har 14 lag af forskellige materialer med indsyede kanaler dels for at beskytte, dels for at regulere temperaturen. På ryggen har astronauterne en rygsæk. Rygsækken indeholder ilt, advarselssystem, batteri, vandkølingssystem, ventilation, radiokommunikation samt trykbeholder. Til rygsækken kan man fæste et modul, som kaldes SAFER. Det indeholder små raketter, som astronauterne kan bruge i nødsituationer. Hjelmen beskytter mod lys og varme samt indeholder tv-kameraer.

Rumdragten består af forskellige dele, som hver især fås i forskellige størrelser, så man kan bygge en dragt, der passer til netop den pågældende astronaut. Handskerne er personligt lavet til den enkelte astronaut. Hele dragten vejer ca. 140 kilo. Den høje vægt skyldes dels, at dragten skal beskytte astronauten, dels at den er skabt til en række forskellige arbejdssituationer. EMU-dragterne har 17 forskellige løse komponenter. De kan udskiftes alt efter den konkrete opgave.

Træningsdragterne laves normalt ca. ni måneder før opsendelsen, og den dragt, som faktisk skal bruges i rummet, laves normalt fire måneder før opsendelsen. Kort før opsendelsen vaskes og pakkes rumdragterne.

Dragten er hvid, for at den skal være mere synlig i rummet, samt først og fremmest fordi hvid reflekterer varme. I direkte sollys kan temperaturen i rummet stige til over 100 grader C.

Hver rumdragt har et system, PLSS (Primary Life Support System), som holder astronauten i live. Det sidder i en rygsæk, men er tilkoblet en kontrolenhed, som sidder på brystet. Rygsækken indeholder ilt, advarselssystem, batteri, vandkølingssystem, ventilation, radiokommunikation samt trykbeholder. Radioen, som befinder sig i rygsækken, tillader astronauten at tale med kollegerne i rumfærgen eller rumstationen. Via radioen sendes astronautens helbredsdata (EKG) til rumfærgen og til kontrolcenteret i Houston, Texas.

Last update: 14 december 2006

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.