Europæisk element til rumstation klar

The Node 2 connecting module
Forbindelses-modul 2 til den internationale rumstation
10 april 2003

Et modul, som får en central placering i den Internationale Rumstation, er bygget færdig

Et vigtigt bindeled i opbygningen af den Internationale Rumstation (ISS) har netop klaret sin afsluttende eksamen - det såkaldte Acceptance Review. Modulet, der kaldes Node 2 (forbindelses-modul 2), skal blandt andet forbinde et europæisk, et amerikansk og et japansk forskningsmodul på rumstationen med hinanden.

Modulet er bygget i Torino, Italien, som et led i en aftale mellem den europæiske rumfartsorganisation ESA og den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

Når rumstationen er færdig, vil den i alt have tre forbindelsesmoduler. Node 1, som også bærer navnet Unity (Enhed), er bygget i USA og blev opsendt i december 1998.

Aftalen mellem ESA og NASA indebærer, at både node 2 og 3 samt diverse supplerende højteknologisk udstyr udvikles og bygges i Europa, men efter færdiggørelsen overdrages til NASA, som bliver den endelige ejer. Til gengæld står NASA for opsendelserne, der er planlagt til at ske med rumfærger.

Med det vel overståede Acceptance Review er Node 2 færdigbygget. Den formelle overdragelse fra ESA til NASA vil dog først finde sted, når modulet er transporteret til Kennedy Space Centre i Florida, USA, og en efterfølgende inspektion har vist, at modulet har klaret transporten i fin stand. Modulet flyves fra Italien til USA i et transportfly af typen Airbus Beluga, der er desginet til tunge transporter. Flyvningen er planlagt til midt i maj 2003.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.