Europæisk satellitnavigation klar til test

GSTB-V2/A
GIOVE A i ESA's testcenter i Holland.
10 november 2005

ESA sender om kort tid to satellitter op som forløbere for det nye system Galileo, som også Danmark deltager i. De to testsatellitter får navnene GIOVE A og GIOVE B

Allerede i slutningen af december i år sender den europæiske rumfartsorganisation ESA i samarbejde med EU-Kommissionen satellitten GIOVE A til vejrs, og kort inde i det nye år følger søstersatellitten GIOVE B efter.

De to satellitter skal sammen bruges til at teste kritiske teknologier for det kommende europæiske system for satellitnavigation Galileo, der vil omfatte ca. 30 satellitter, når det er fuldt udbygget. Danmark har valgt at deltage i Galilio, som er et af de frivillige programmer for ESA’s medlemslande.

Hidtil har de to testsatellitter blot haft de tekniske navne GSTB-V2/A og GSTB-V2/B, men nu er det mere mundrette GIOVE valgt. En forkortelse for Galileo In-Orbit Validation Element.

Galileo-systemet er opkaldt efter Galileo Galilei (1564-1642), der som den første opdagede måner omkring en anden planet end Jorden, nemlig Jupiters fire måner Io, Europa, Ganymede og Callisto. Galileo indså, at disse fire måners kredsløb omkring moderplaneten kunne bruges som et ur, der igen kunne bruges til at bestemme positioner på Jorden.

De to satellitter skal blandt andet medbringe en ny type atomure, som holder ekstremt nøjagtigt rede på tiden, hvilket igen er en forudsætning for den høje nøjagtighed af positioner på Jorden, som systemet skal opnå.

Begge satellitter skal sendes op fra Baikonur rumcenteret i Kasakhstan med en russisk Sojuz løfteraket.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.