ESA title
Fra slutmonteringen af Jules Verne på løfteraketten.
Agency

Fragtfartøj klar til opsendelse

29/02/2008 377 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Jules Verne, det første fuldautomatiske og ubemandede rumfartøj, der skal bringe forsyninger og brændstof til den internationale rumstation (ISS), er monteret på Ariane 5 løfteraketten. Med en samlet vægt på godt 19 tons er Jules Verne den største last, der nogensinde er blevet opsendt med Ariane 5.

Midt i februar blev det ubemandede fragtfartøj (ATV – Automated Transfer Vehicle) Jules Verne overflyttet til den hal, hvor Ariane 5 gennemgår den afsluttende klargøring i Europas rumbase i Kourou, Fransk Guyana. Fartøjet, der i alt vejer 19.360 kilo, medbringer 6,5 tons brændstof samt 20 kilo ilt. Efter flytningen gik man i gang med at montere Jules Verne på Ariane 5.

Jules Verne er dobbelt så stor som andre fartøjer, som Ariane 5 tidligere har løftet. Heriblandt ESA's miljøsatellit Envisat på 8 tons. For at kunne klare denne vægt har man ombygget montagehallen. Gennem det øverste niveau af montagehallen, den såkaldte ”skorsten”, blev det cylindriske fartøj installeret på toppen af Ariane 5 og forsigtigt sat fast på løfteraketten.

ESA's ATV-projektleder, John Ellwood fortæller: ”At se Jules Verne monteret var på den ene side et spændende skridt mod den endelige opsendelse. Men det var på den anden side også lidt trist, da vi alle vidste, at vi ikke ville komme til at se vores gamle ven, som vi har lagt så meget arbejde i, på Jorden igen.”

I den kommende uge skal alle forbindelser - både elektriske, pyrotekniske og flydende grænseflader - tjekkes på både AVT og Ariane 5. Hele rumfartøjet bliver aktiveret for at vurdere, om det fungerer optimalt og samtidig for at oplade batterierne igen.

Efter planen skal den historiske opsendelse af det første europæiske fragtfartøj til den internationale rumstation ske den 8. marts.

Related Links