ESA title
Det historiske foto af Lanzarote
Agency

Friskfangede fotos fra rummet

07/12/2001 634 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Dette billede af Lanzarote ligner så mange andre satellitfotos. Men måden det er sendt til Jorden gør det historisk

Det ligner så mange andre satellitfotos, som vi er vante til at se dem. Men billedet af Lanzarote på Kanarieøerne er historisk, fordi det er det første, som er sendt direkte til Jorden via en kommunikationssatellit.

Satellitfotos optages normalt af satellitter i såkaldt lav bane, ca. 800 km over Jordens overflade. Det gælder også Lanzarote-billedet, som er optaget af den franske satellit Spot-4 i 832 km's højde. Normalt er disse satellitter nødt til at lagre deres data, indtil de senere overflyver en modtagestation på Jorden. Men i dette tilfælde har Spot-4 afleveret sine data umiddelbart efter optagelsen til en ny satellit, der befinder sig væsentligt længere ude i rummet. Nemlig til den europæiske rumfartsorganisation ESAs kommunikations-satellit Artemis, der befinder sig i ca. 31.000 km's højde. Artemis sender øjeblikkeligt de modtagne data videre til Jorden.

Ved hjælp af satellit-satellit forbindelsen kan man altså for det første få billeder fra rummet meget hurtigt transmitteret til Jorden. For det andet slipper den satellit, der optager billederne, for problemer med lagring af data. Lagring er i dag en væsentlig begrænsning for satellitter og desuden en mulig kilde til fejl.

Systemet, som gør transmissionen mulig, kaldes SILEX. Det er udviklet i samarbejde mellem ESA, den franske rumfartsorganisation CNES og virksomheden Astrium.

Related Links