ESA title
 Giotto and Halley's comet (artist's impression)
Agency

Giottos korte møde

10/03/2006 275 views 1 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

For tyve år siden, om natten mellem den 13. og 14. marts 1986, mødte ESA’s Giotto-fartøj Halleys komet. Det var ESA’s første mission i det ydre rum, og det var en del af en ambitiøs, international indsats for at løse gåderne omkring dette mystiske objekt.

Eventyret begyndte, da Giotto blev opsendt på en Ariane 1 raket den 2. juli 1985. Efter tre omløb om Jorden blev motoren affyret for at skyde fartøjet ud mod det ydre rum. Efter en rejse på otte måneder og næsten 150 millioner kilometer registrerede fartøjets instrumenter de første brint-ioner fra Halley i en afstand af 7,8 millioner kilometer fra kometen den 12. marts 1986.

Giotto mødte Halleys komet ca. en dag senere, da det krydsede solvindens forløber (det område hvor en chokbølge dannes, når de supersoniske solpartikler når ned på subsonisk hastighed). Da Giotto kom ind i den tykkeste del af den støvede koma, begyndte kameraet at søge efter det lyseste objekt (kernen) i sit synsfelt.

Spændingen steg i European Space Operations Centre i Darmstadt, Tyskland, efterhånden som de første slørede billeder og data tikkede ind. De ti forskerteams studerede nøje de seneste oplysninger og kæmpede for at nå frem til en indledende analyse.

De første af 12.000 støvnedslag blev registreret 122 minutter før den tætteste passage. Der blev sendt billeder, mens Giotto kom stadig nærmere til en afstand af ca. 2000 kilometer, og mens frekvensen af støvnedslag øgedes kraftigt, og rumfartøjet passerede gennem en stråle af materiale, der strømmede væk fra kernen.

Rumfartøjet fløj med en hastighed af 68 kilometer pr. sekund i forhold til kometen. 7,6 sekunder før den tætteste passage blev rumfartøjet hvirvlet rundt ved sammenstødet med en ‘stor’ (et gram) partikel. Monitorskærmene gik i sort, fordi forbindelsen til Jorden midlertidigt blev afbrudt. TV-seere og bekymrede Giotto-teammedlemmer frygtede det værste, men til alles forbløffelse begyndte der at komme spredte byger af informationer igennem. Giotto var stadig i live.

I løbet af de næste 32 minutter stabiliserede de kraftige trykmotorer fartøjets bevægelser, og kontakten blev genoprettet i fuldt omfang. På det tidspunkt havde Giotto passeret inden for 596 kilometer fra kernen.

Det bemærkelsesværdigt modstandsdygtige lille rumfartøj fortsatte med at sende videnskabelige data hjem i 24 timer på rejsen væk fra kometen. Det sidste støvnedslag blev registreret 49 minutter efter den tætteste passage. Det historiske møde sluttede den 15. marts, da Giottos eksperimenter blev afbrudt.

For yderligere information:

Gerhard Schwehm, ESA Rosetta Project Scientist
E-mail: gerhard.schwehm @ esa.int

Related Links