ESA title
André Kuipers
Agency

Hollandsk astronaut velbeholden tilbage

30/04/2004 394 views 1 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

ESA PR 24-2004. En 11 dage lang mission til den internationale rumstation (ISS) fik en vellykket afslutning, da et russisk landingsmodul med blandt andre ESA-astronaut André Kuipers ombord landede i Kazakstan tidligt i morges.

Den hollandske astronaut var sammen med besætningen, der har tilbragt de seneste seks måneder ombord på rumstationen (ISS Ekspedition 8), da deres Soyus TMA-3-kommandomodul landede i nærheden af byen Arkalyk i Kazakhstan klokken 02:12 dansk tid (07:12 lokal tid) efter en returflyvning på kun godt tre timer.

Missionen, som omfattede ni dage på den internationale rumstation, forløb fejlfrit, og alle missionens vigtigste opgaver blev fuldført. En omfattende række af eksperimenter blev udført som planlagt, besætningen på ISS Ekspedition 8 blev hentet, og Soyuz TMA-3-rumfartøjet, som har været parkeret ved ISS i de seneste seks måneder for at kunne fungere som redningsfartøj for besætningen, blev udskiftet.

Lige som på turen op til rumstationen, der foregik sammen med den nye besætning på rumstationen for 11 dage siden, var André Kuipers flight engineer på hjemturen. Kaptajn på flyvningen var Alexander Kaleri, der er kosmonaut ved den russiske rumfartsorganisation. Kaleri og den anden flight engineer, Michael Foale (NASA), havde sammen været udstationeret på ISS siden den 20. oktober 2003. I løbet af disse seks måneder havde Michael Foale fungeret som ISS-kaptajn.

Alle faserne forud for landingen forløb som planlagt. Forud for fartøjets indtrængen i Jordens atmosfære gennemgik Soyuz TMA-3 moduladskillelsen, hvor rumfartøjets redskabs- og instrumentmoduler blev koblet fra kommandomodulet og brændte op i Jordens atmosfære. Til forskel fra disse to moduler er kommandomodulet, hvor besætningen befinder sig, udstyret med et varmeskjold. Kommandomodulet fortsatte med en anden bane og trængte ind i Jordens atmosfære ca. 25 minutter før landingen. Kommandomodulets hovedfaldskærm åbnedes 10 minutter senere.

I løbet af missionen, som har navnet DELTA, udførte André Kuipers en af de mest omfattende rækker af eksperimenter, der indtil nu er foretaget af en europæisk astronaut på den internationale rumstation, inden for områderne humanfysiologi, biologi, mikrobiologi, fysik, jordobservation, uddannelse og teknologi. Mange af disse eksperimenter er udviklet af hollandske forskere og designet af hollandsk industri og forskningsinstitutioner. DELTA-missionen blev sponsoreret af den hollandske regering.

Eksperimenterne har givet resultater, der kan hjælpe industrien med for eksempel at udvikle mere effektiv belysning til sportsstadioner og veje samt mere effektive kølesystemer.

Titusindvis af skolebørn hovedsageligt i Holland og Tyskland udførte det samme eksperiment for frøspiring, som André Kuipers udførte, mens han var på ISS.

Missionens uddannelsesmæssige resultater vil fortsætte i fremtiden i kraft af produktionen af undervisningsmaterialer, der vil blive distribueret til 10.000 skoler over hele Europa. Disse materialer sammensættes ved hjælp af videooptagelser af eksperimenter, der er taget på ISS under missionen.

“DELTA-missionens succes viser, hvordan samarbejde omkring rumaktiviteter øger mulighederne i fremtiden,” udtalte Jörg Feustel-Büechl, ESAs Director of Human Spaceflight. “ESAs samarbejde med den russiske rumfartsorganisation fortsætter med at give fremragende resultater. Dette er den femte Soyuz-mission til ISS med en ESA-astronaut. Succesen giver løfter om flere Soyuz-missioner i fremtiden, og der forhandles allerede om yderligere to missioner til næste år. Den næste russiske Soyuz-flyvning til ISS med en ESA-astronaut ombord vil formentlig finde sted i april 2005. Ud over den positive virkning, som DELTA-missionen vil have på det videnskabelige samfund, er vi meget tilfredse med, at industrien har deltaget entusiastisk i missionens forskningsprogram, og med at yngre generationer vil få glæde af at være direkte involveret i missionen.

Vi er meget tilfredse med den yderst professionelle måde, hvorpå André Kuipers håndterede sin første mission i rummet. Denne mission har øget ESAs erfaringsniveau – ikke kun for det europæiske astronautkorps i forbindelse med fremtidige korte og lange missioner, men også for vores kontrolteknikere”.

Foruden rækken af eksperimenter havde DELTA-missionen til formål at udskifte besætningen ombord på ISS. Besætningen på ISS Ekspedition 8, Alexander Kaleri og Michael Foale, ankom til ISS den 20 oktober sidste år sammen med ESA-astronauten Pedro Duque, som vendte tilbage efter 8 dage på ISS. Besætningen på ISS Ekspedition 8 er nu blevet erstattet af besætningen på ISS Ekspedition 9, Gennady Padalka og Edward Fincke (NASA), som ankom til ISS sammen med André Kuipers i Soyuz TMA-4-rumfartøjet den 21. april, og som efter planen skal vende tilbage til oktober.

Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte:

ESA Media Relations Division
Tlf: +33(0)1.53.69.7155
Fax: +33(0)1.53.69.7690

Michel van Baal
ESTEC Communication Office
ESA/ESTEC
Noordwijk (Holland)
Tlf: +31 (0) 71 565 3008
Tlf: +31 (0) 71 565 5728
E-mail: Michel.van.Baal@esa.int

eller

Dieter Isakeit
Erasmus User Centre and Communication Office
Directorate of Human Spaceflight
ESA/ESTEC
Noordwijk (Holland)
Tlf: +31 (0) 71 565 5451
Tlf: +31 (0) 71 565 8008
E-mail: Dieter.Isakeit@esa.int

Related Links