ESA title
Jordskælvet forårsagede ni "kranse" omkring epicenteret.
Agency

Jordskælv kortlagt med centimeters nøjagtighed

21/04/2009 891 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Takket være satellitter har forskerne opnået et detaljeret overblik over det nylige jordskælv i L’Aquila, Italien.

Forskydninger i jordoverfladen på ned til blot 2,8 centimeter blev hurtigt registreret af forskere i forbindelse med jordskælvet 6. april 2009 ved byen L’Aquila i det centrale Italien. Forskerne udnyttede dels data fra miljøsatellitten Envisat fra den europæiske miljøorganisation ESA, dels data fra italienske satellitter.

Forskerne benytter en teknik kaldet interferometri, der populært sagt minder om de kendte opgaver af typen ”Find fem fejl”. Computerne er i stand til at finde de små forskelle mellem satellitbilleder, der er optaget før jordskælvet, og billeder, der er optaget umiddelbart efter.

Det vigtigste instrument er radaren SAR (Synthetic Aperture Radar) ombord på Envisat. Forskydninger i jordoverfladen svarende til mindst det halve af instrumentets bølgelængde kan registreres – det vil sige 2,8 centimeter.

Optagelserne fra Envisat blev hentet ned og gjort tilgængelige for forskerne 12. april.

”Allerede få timer senere kunne vi producere et interferogram ved at kombinere disse data med optagelser fra før jordskælvet, nærmere bestemt fra 1. februar. Vi var tilfredse med, at vi straks kunne se det mønster, som jordskælvet havde forårsaget,” siger Riccardo Lanari fra det italienske miljøforskningsinstitut IREA-CNR i Napoli.

Interferogrammet viser, at jordskælvet, der blev målt til 6,3 på Richter-skalaen, forårsagede ni ”kranse” omkring et center, der ligger midtvejs mellem L’Aquila og Fossa. Den største forskydning var 25 centimeter.

Related Links