Klar til første skandinav i rummet

Den svenske ESA-astronaut Christer Fuglesang
17 november 2006

I anledning af den svenske ESA-astronaut Christer Fuglesangs snarlige opsendelse til den internationale rumstation ISS tager de nordiske ESA-medlemslande hul på en temaserie. Vi lægger ud i dag med rumstationernes historie og vil jævnligt bringe artikler med nordiske vinkler på rumstationens forskning. Serien fortsætter frem til Fuglesangs flyvning, der er planlagt til starten af december.

Lige siden mennesket for alvor begyndte at forestille sig rejser i rummet har rumstationer været et populært tema. Ideerne har været forskelligartede. Ofte har de afspejlet tidsånden. Men mange har også været opsigtsvækkende fremsynede.

Fra måne af mursten til laboratorium i rummet

En af de første, som nævnte ideen om et rumstation var den amerikanske præst og forfatter Edward Everett Hale. Han forestillede sig en måne bygget af mursten, som skulle hjælpe søfarende med at navigere. Året var 1869 – ca. samtidig med, at Jules Vernes sendte sine opdagelsesrejsende rundt om Månen.

Den første, der talte om det, vi i dag forstår ved rumstationer, var formentlig den transsylvansk fødte tyske rumpioner Hermann Oberth i 1923. Han foreslog, at man skulle placere en rumstation i 1.000 km højde. Den skulle anvendes til at observere både stjernerne og Jorden, understøtte redningsoperationer, meteoroligske observationer, militære observationer samt fungere som benzintank for længere rejser i rummet. Stationen skulle holdes oppe ved hjælp af små raketter. Det blev siden op til en af hans elever, Werner von Braun, at realisere mange af Oberths ideer.

Omtrent på samme tidspunkt skrev to officerer i den østrigske hær, baron Guido von Pirquet og Hermann Noordung om lignende rumstationer. Deres rumstation skulle drives ved hjælp af solpaneler, og Noordung var den første, som beregnede en geostationær bane.

Man indså tidligt problemet med vægtløshed. Almindeligvis forestillede man sig at løse problemet ved at få stationerne til at spinde med henblik på at fremkalde en kunstig følelse af tyngdekraft. Den snurrende, hjul-lignende rumstation i filmen ”Rumrejsen 2001” har dannet skole.

To kokke og fire ordonnanser

Spider Space Station Concept
Spider Space Station Concept

Britiske H. E. Ross foreslog i 1949, at man skulle sende en rumstation op i moduler. Typisk for sin tid omfattede hans besætning på 24 mand ikke blot ingeniører og forskere, men også to kokke og fire ordonnanser.

Umiddelbart inden den første rumstation, i 1969, stillede Gerard O’Neill, pilot, Apolla-kandidat og professor i fysik, spørgsmålstegn ved, om overfladen af en planet ville være det bedste sted at grundlægge en koloni uden for Jorden. I stedet foreslog han, at man skulle bygge kilometer lange cylindre, som roterede – for at give en kunstig tyngdekraft – og hvori hundredetusinder eller måske millioner af mennesker kunne bo.

NASA, der blev dannet i 1958, begyndte tidligt at interessere sig for rumstationer, og regnede med at have en i kredsløb ca. i 1970. I så fald var USA kommet først, men sådan skulle det ikke gå. Den ære tilfaldt Sovjetunionen og Saljut 1, som blev sendt op 19. april 1971. Den var 20 meter lang, 4 meter i diameter, vejede 18 ton og havde et effektivt rumfang på ca. 90 kubikmeter. Den fik besøg af en besætning, som i løbet af 23 dage gennemførte en serie videnskabelige og tekniske eksperimenter. Efter knapt et halvt år i kredsløb styrtede Saljut 1 ned.

Saljut og Skylab

To år senere, 14. maj 1973, blev den amerikanske station Skylab sendt op. Den var væsentligt større end Saljut 1: 36 meter lang, 6 meter i diameter, vejede 76 ton og havde 360 kubikmeters rumfang.

Starten var langt fra problemfri. Det skjold, der fungerede som kombineret solskærm og beskyttelse mod små meteoritter, løsnedes ved opsendelsen. Det samme gjorde et af de to solpaneler. Skrot fra skjoldet satte sig samtidig fast i det tilbageværende solpanel på en måde, der gjorde at Skylab næsten var uden energiforsyning, da stationen nåede sit kredsløb.

Det lykkedes alligevel tre skiftende besætninger at sætte stationen i drift samt udføre en lang række eksperimenter og observationer. Alle tre besætninger slog på det tidspunkt den gældende rekord for ophold i rummet. Den sidste, som blev sendt op november 1973, tilbragte 84 døgn på Skylab.

Det sovjetiske Saljut-program fortsatte med både civile og militære missioner. Med Saljut-3, som blev sendt op 19. april 1982, havde 72 besætninger, som omfattede både sovjetiske kosmonauter og astronauter fra andre lande, sammenlagt arbejdet 1.697 dage i rummet. Adskillige kosmonauter havde slået Skylab-rekorderne for ophold i rummet.

Mir bygget af moduler

Space Shuttle docked with Mir
Space Shuttle docked with Mir

Efterfølgeren til Saljut-serien, Mir, blev det første internationale samarbejde i rumstationsarbejdet med både amerikanske og europæiske astronauter. Det var samtidig den første rumstation, der blev sendt op i moduler.

Den første komponent til Mir blev sendt op 19. februar 1986, den sidste 23. april 1996. I sin endelige konfiguration vejede Mir ca. 130 ton og var 35 meter lang.

I begyndelsen af 1990’erne besluttede det, som i mellemtiden var blevet Rusland, at det var for dyrt at opretholde Mir. Så den 23. marts 2001 styrtede Mir ind i Jordens atmosfære over Stillehavet. Da havde den daværende amerikanske vicepræsident Al Gore og den russiske regeringschef Viktor Tjernomyrdin meddelt, at deres lande sammen ville satse på det, som skulle blive til den internationale rumstation, ISS. Den første komponent til ISS blev sendt op i november 1998. Det første rigtige modul – som egentlig var lavet med henblik på Mir-2 – blev sendt op 12. juli 2000, og den første besætning dokkede 2. november 2000. Nu, seks år senere, får ISS altså et svensk besætningsmedlem.

Copyright 2000 - 2015 © European Space Agency. All rights reserved.