Komet-mission klar til afgørende flyvning forbi Mars

Rosetta's Mars swingby
Animationen viser Rosettas tilnærmelse til og flyvning forbi Mars
15 februar 2007

ESA's kontrolteknikere bekræfter, at fartøjet Rosetta, som er på vej til et stævnemøde med en komet, nu er på rette kurs til den afgørende flyvning forbi Mars den 25. februar. Teknikerne har påbegyndt de sidste forberedelser til den vanskelige operation, der omfatter en formørkelse – det vil sige at fartøjets solpaneler ikke modtager sollys, fordi Mars skygger for Solen - signalafbrydelse, præcis navigation og kompliceret sporing fra Jorden.

Rosetta skal efter planen komme tættest på Mars kl. 02:57 dansk tid søndag den 25. februar. Ideen er at bruge den røde planet som bremse. Planetens tyngdekraft skal mindske Rosettas hastighed og ændre banen som et led i sondens komplicerede, 10 år og 7,1 milliarder km lange rejse mod kometen 67P Churyumov-Gerasimenko.

"Antændingen af motoren sidste fredag gik godt. I tirsdags kunne vi bekræfte, at sonden er på den beregnede kurs til forbiflyvningen. Der er i øjeblikket ikke behov for yderligere motorantændinger, så det næste manøvreringspunkt, der var planlagt til weekenden, er nu annulleret," sagde Paolo Ferri, flyveleder for Rosetta, der udtaler sig fra ESOC, ESA's europæiske kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland.

Formørkelse (okkultation) når Rosetta passerer bagom Mars

En kunstners indtryk af Rosetta ved Mars

Senere i dag skal kontrolteamet begynde at oplade Rosettas batterier til den planlagte 25 minutter lange formørkelse under forbiflyvningen. Under formørkelsen vil Mars blokere sollyset til Rosettas solpaneler, og alle systemer med undtagelse af de absolut nødvendige afbrydes eller bringes i minimumfunktion.

Rosettas oprindelige bane og tekniske design tog ikke højde for en formørkelse, men forsinkelser i opsendelsen gjorde det nødvendigt at lave nye planer for banen. Rosettas missionsteknikere har brugt måneder på omhyggeligt at planlægge og afprøve en konfiguration med minimumstrøm, som gør det muligt for sonden at fungere på batterier.

Vi kan bekræfte, at sonden er på den beregnede kurs til forbiflyvningen.

Kontrolcenteret forventer at miste kontakten til Rosetta under en nervepirrende 15-minutters formørkelse fra kl. 03:14 dansk tid den 25. februar, mens Rosetta passerer bagom Mars i forhold til kontrolstationerne på Jorden.

Når Rosetta kommer allernærmest, vil den smutte lige forbi Mars i en spektakulær passage blot 250 km over den røde planet. På det tidspunkt vil ESA's Mars Express være omkring 11.042 km væk fra Rosetta, mens NASA's Mars Reconnaissance Orbiter vil befinde sig i en afstand af ca. 7.172 km.

Samarbejde mellem ESA og NASA om sporing i det ydre rum

De intense aktiviteter på ESOC vedrørende forbiflyvningen har også omfattet en større slagplan for den omhyggelige udregning af Rosettas position og bane.

Radar- og doppler-målinger fra DSA 1, ESA's sporingsstation for det ydre rum i New Norcia i Australien, er blevet udvidet med data fra NASA's DSN rumnetværk. Begge netværk anvender Delta DOR-teknologi (Delta Differential One-Way Ranging) til præcis lokalisering og sporing af sonden.

Delta DOR anvender to jordantenner med stor afstand til samtidig sporing af et rumfartøj og måler tidsforskellen mellem de signaler, der indkommer til de to stationer. ESA anvendte første gang denne avancerede teknik til sporingen af Venus Express i 2006.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.