ESA title
Agency

Kvindelige forsøgspersoner søges

16/06/2005 393 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

I Toulouse, Frankrig, har tolv kvinder netop gennemgået 60 dages frivilligt sengeleje for at simulere virkningen af vægtløshed på organismen. Nu søges der tolv nye kandidater for at forlænge eksperimentet og uddybe resultaterne.

I starten af juni blev de tolv frivillige fra første runde af WISE-undersøgelsen (WISE: Women International Simulation Experiment) gradvis ”befriet”, efterhånden som observationerne af deres tilbagevenden til oprejst stilling blev afsluttet på MEDES-rumklinikken (MEDES: Institut de Médecine et de Physiologie Spatiale) i Toulouse.

I to måneder har de tolv kvinder ligget med en hældning på 6°, med fødderne let hævet i forhold til hovedet. Formålet med forsøget var at udsætte deres organisme for de samme fænomener, som forekommer under længere tids vægtløshed. De har været inddelt i tre grupper på fire, med henblik på at studere virkningerne af metoder til at modvirke tab af væske, muskel- og knoglemasse, samt reduktionen i visse legemsfunktioner (hjerteaktivitet, bevægelser mv.). En kontrolgruppe udførte ikke nogen speciel aktivitet, mens en ”motionsgruppe” gennemgik regelmæssige motionsforløb, og den sidste gruppe fik sammen med de daglige måltider en portion kosttilskud (visse aminosyrer, der indgår i opbygningen af proteiner).

Frivillige til 2. fase

Til anden fase, der skal starte i september, søger ESA, den franske rumfartsorganisation CNES og MEDES nu tolv nye frivillige fra hele EU.

”Det internationale aspekt ved udvælgelsen er også meget vigtigt for de psykologiske faktorer. Bemandingen på fremtidens langvarige ekspeditioner vil være blandet og international, og derfor ved vi, at den psykologiske balance spiller en afgørende rolle for den fysiologiske balance”, siger koordinatoren af projektet Peter Jost, ESA.

Kvinderne skal være mellem 25 og 40 år, sunde og raske, ikke-rygere og være dækket af sygeforsikring. Desuden skal de af praktiske grunde tale flydende fransk eller engelsk. Endelig vil de frivillige under eksperimentet dagligt få foretaget analyser og blive skannet for at forebygge enhver risiko for blodpropper.

Yderligere oplysninger fås hos:

Peter Jost
Koordinator for WISE-undersøgelsen
ESA/ESTEC
Tlf.: +31(0)71 565 66 12

Didier Schmitt
Ansvarlig for de biomedicinske forskningsprogrammer
ESA/ESTEC
Tlf.: +31(0)71 565 48 99

Related Links