Landbrugseksperiment i rummet

Eksperimenter ser på hvordan rødder fra planten gåsemad vokser i vægtløs tilstand.
7 marts 2008

Planten gåsemad er genstand for ESA’s første eksperiment i det europæiske rumlaboratorium Columbus på den internationale rumstation (ISS). Eksperimentet, som udføres af den franske ESA-astronaut Léopold Eyharts, skal give større viden om plantevækst og øge effektiviteten af landbrug på Jorden.

Eksperimentet har navnet WAICO (Waving and Coiling of Arabidopsis Roots at Different g-levels). Arabidopsis hedder på dansk gåsemad. Formålet er at undersøge effekten af tyngdekraft på planterødders vækst – vil man kunne se en forskel, når rødderne udsættes for vægtløs tilstand?

WAICO skal undersøge væksten af to forskellige typer frø af gåsemad. Den ene er en vild sort, mens den anden er genmodificeret. Begge sorter bliver dyrket dels i vægtløs tilstand (0 G), dels ved den tyngdekraft, der råder ved Jordens overflade – 1 G.. Frøene skal dyrkes i 10 til 15 dage under kontrolleret temperatur, fugtighed og lysforhold.

Eksperimentet bliver videofilmet dagligt for at dokumentere, hvordan planterødderne vokser i rummet. Det er muligt at se videobillederne direkte ”live” på Jorden.

Gennem dyrkningsprocessen vil forskerholdet, som ledes af professor Günther Scherer fra Leibniz Universitetet i Hannover, Tyskland, observere, hvordan niveauet af tyngdekraft påvirker den karakteristiske spiralformede rod-vækst, som kendes fra landbruget på Jorden.

Man vil også kunne bruge resultaterne fra eksperimentet til længerevarende bemandende missioner til Månen og Mars i fremtiden. Her kan den nye viden om at dyrke afgrøder i rummet forsyne astronauter med friske fødevarer på ekspeditioner op til to år.

Til sidst i eksperimentet vil laboratoriet automatisk skylle den kasse, som frøene dyrkes i, med et fastgørelsesmiddel, der fikserer frøene, så de er klar til analyse tilbage på Jorden. Léopold Eyharts vil desuden gennemfotografere planterne på dette tidspunkt med et kamera med høj opløsning.

Frøene sendes tilbage til Jorden med den næste rumfærgemission STS-123, der efter planen bliver opsendt den 11. marts 2008 fra NASA's Kennedy Rumcenter i Florida.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.