ESA title
Ariane 5 raketten sendes op med satellitten Artemis.
Agency

Løfteraket får nye procedurer

07/08/2001 1088 views 1 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

En fejl i raketten Ariane 5's motor fører til skærpet kontrol. Næste affyring udsættes to måneder.

Motorfejlen, som i juli betød, at satellitten Artemis blev anbragt i et for lavtgående kredsløb om jorden, fører nu til ændrede procedurer for fremstilling, test og godkendelse af løfteraketten Ariane 5. Næste affyring, der skulle være foretaget i september, udsættes til november. Derimod bliver næste affyring af raketten Ariane 4 i slutningen af august ikke berørt.

De ændrede procedurer for Ariane 5 udspringer af en rapport fra en hurtigtarbejdende undersøgelses-kommission, som blev nedsat efter fejlen, der indtraf 12. juli i år. Denne dag blev satellitten Artemis, der skal være rummets nye telefon-central og varetage kommunikationen indbyrdes mellem satellitter, den internationale rumstation og jorden, opsendt fra Fransk Guyana med en Ariane 5 løfteraket.

Motorfejlen i raketten førte til, at Artemis ikke nåede op til sin placering i den såkaldte geostationære bane 36.000 km fra jorden. Satellitten er i øjeblikket i kredsløb i 31.000 km's højde. Her er det ikke muligt at opnå en geostationær bane, hvor satellitten til enhver tid holder sig over det samme punkt på jorden. Satellitten er dog under fuld kontrol, og der er lagt en plan for, hvordan den gradvist kan bringes ud til den geostationære bane i løbet af de kommende måneder.

Undersøgelses-kommissionen fastslår, at fejlen indtraf på grund af ustabil forbrænding i den motor, der befandt sig i løfterakettens øverste trin. I motoren, Aestus, indtraf der uforudsete tryk-variationer, som gjorde forbrændingen ustabil. De store tryk-variationer opstod i den hydrauliske kobling mellem brændstoftilførslen og de interne kredsløb i motorens forbrændingskammer.

Kommissionen har nu anvist en række forbedringer af både modellerne og de praktiske test, der ligger til grund for godkendelsen af Ariane 5 raketterne. Disse ændringer vil betyde, at den næste affyring udskydes i ca. to måneder, så den først finder sted til november.

Samtidig udelukker kommissionen, at en tilsvarende fejl kan opstå i en Ariane 4 raket. Dermed får fejlen ingen indflydelse på den næste affyring af en Ariane 4 raket, som er planlagt til slutningen af august. Her skal en Intelsat 902 kommunikations-satellit opsendes.

Related Links