ESA title
Norske og britiske forskere i gang med målingerne ved Svalbard.
Agency

Målekampagne i det høje nord

25/04/2007 272 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

To ekspeditioner er i gang med at måle tykkelse af sne og is i de nordlige polare områder. Dermed baner forskerne, som bygger videre på danske resultater og metoder, vejen for ESA’s kommende is-satellit CryoSat-2.

Omfattende målinger i Grønland af forskere ved Danmarks Rumcenter, DTU, bliver nu fulgt op ved Nordpolen og Svalbard af europæiske kolleger. Frem til starten af maj arbejder et internationalt hold med at måle tykkelser af is og sne ved Svalbard, mens to belgiske eventyrere nærmer sig Nordpolen.

Med planlagt opsendelse i 2009 skal den europæiske rumfartsorganisation ESA’s satellit CryoSat-2 følge ændringerne i tykkelsen af det globale isdække. Formålet er først og fremmest at se, hvordan klimaforandringerne påvirker isdækket. Der er også dagligdages anvendelser, for eksempel at hjælpe søfarten og fiskeriet med pålidelige farvandsudsigter.

Forudsætningen for at bruge satellittens data er imidlertid, at man kan stole på målingerne. Derfor er man nødt til at lave omfattende målinger i afgrænsede områder. Til sin tid kan man sammenligne satellittens målinger med det, der er målt på stedet. Så kan man fortolke satellittens data bedre og finindstille instrumenterne ombord på den.

Hovedinstrumentet på CryoSat-2 bliver radaren SIRAL (Interferometric Radar Altimeter). Forskere fra Danmarks Rumcenter, DTU, har i flere omgange fløjet med et tilsvarende instrument i et fly over den grønlandske indlandsis og havis ud for Grønland. Nu gør tyske forskere det samme ved Svalbard.

”Den første prøveflyvning med radaren tegner godt”, siger lederen af målekampagnen, Veit Helm fra Alfred Wegner Institut.

”Så snart vejrforholdene er gode, og vi har fået holdene på jorden på plads, ser vi frem til vores videnskabelige flyvninger. Det er fascinerende, at kampagnen faktisk tillader os at se ind i fremtiden. Vi bliver i stand til at se det, som CryoSat-2 kommer til at se og måle, når den er sendt op”.

De tyske flyvninger, som sker med et Dornier 228 fly, bliver fulgt op med målinger på jorden af norske og britiske forskere.

Samtidig udnytter målekampagnen, der har navnet CryoVex 2007, at to belgiske eventyrere, Alain Hubert og Dixie Dansercoer, i øjeblikket er i gang med en ekspedition. 1. marts i år forlod de det sibiriske fastland for at indlede en tur, som foreløbig har bragt dem 2.500 kilometer ud på den polare havis, hvor de ventes at nå Nordpolen inden for de nærmeste dage. De bevæger sig til fods, trækkende hver sin 130 kg tunge slæde med forsyninger og instrumenter. Med faste intervaller gør de holdt for at måle dybden af sneen til glæde for forskerne bag den kommende is-satellit.

Målingerne, som forskere fra Danmarks Rumcenter, DTU, har lavet i Grønland, er sket fra et Twin Otter fly fra Air Greenland. Flyet er særlig robust og er forsynet med ski, så det kan lande på isen, når den er jævn nok. De danske rumforskere medvirker også i det europæiske forskningsprogram Damocles, som blandt andet går ud på at udvikle metoder til at regne ud, hvor tyk havisen er, ud fra satellitmålinger.

Related Links