ESA title
André Kuipers skal tilbringe seks måneder ombord på rumstationen.
Agency

Mens vi venter på Andreas

24/08/2009 336 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Hen over sommeren er der besluttet to nye missioner for ESA’s astronauter. Dermed sikres kontinuiteten, indtil de seneste medlemmer af astronautkorpset, blandt dem danske Andreas Mogensen, er flyvefærdige.

Italienske Roberto Vittori og hollandske André Kuipers, begge medlemmer af den europæiske rumfartsorganisation ESA’s astronautkorps, er klar til at besøge den internationale rumstation ISS. Vittori bliver en del af besætningen på en amerikansk rumfærge, som besøger stationen i 10 dage sensommeren 2010. Kuipers kommer af sted i december 2011 ombord på et russisk Sojuz-fartøj.

”Dette er den bedste måde at sikre kontinuitet mellem de nuværende europæiske astronauter og de seks nye astronauter,” siger lederen af ESA direktorat for bemandet rumfart, Simonetta Di Pippo.

Blandt de nye astronauter er danske Andreas Mogensen. De seks astronauter begynder deres træning 1. september.

André Kuipers skal tilbringe hele seks måneder på rumstationen. Dermed bliver han den tredje europæiske astronaut, der indgår som fast medlem af besætningen på ISS.

”Kuipers rolle som fast besætningsmedlem vil endnu engang placere ESA i indercirklen af rumfartsorganisationerne, der er partnere i rumstationen. Vi ser på Europas rolle i bemandet rumfart med stadig større selvtillid. Vi har kørt og vil fortsat køre et intensivt program af missioner til ISS. Vi planlægger fremtidens projekter og har tiltro til, at rumstationens levetid bliver forlænget,” siger Simonetta Di Pippo.

Roberto Vittori og André Kuipers har begge været medlemmer af astronautkorpset siden det blev grundlagt i 1992. Vittori har været ombord på ISS to gange tidligere, i 2002 og 2005. Kuipers har været af sted en enkelt gang, i 2004.

Related Links