ESA title
Star Tiger er en ny måde at forske på
Agency

Mikroelektronik med turbo på

08/04/2002 216 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

ESA indfører et nyt koncept for forskning. Ti forskere vil blive fritaget for alle administrative og lignende pligter. Interesserede skal søge hurtigt!

100 procent forskning, ingen administrative eller lignende forpligtelser. Langt fra hverdagskost i forskningen, men nu giver den europæiske rumfartsorganisation ESA tilbuddet til ti forskere. Sammen skal de udvikle et konkret stykke elektronik baseret på mikro-elektronik.

Forskerne vil få vide rammer og stor frihed. Til gengæld skal de komme med resultater hurtigt. Og ansøgningen fra interesserede deltagere skal også komme hurtigt - senest 15. april!

"Vi ønsker at reducere udviklingstiden for state-of-the-art teknologi dramatisk", siger danskeren Niels Jensen, der er leder af ESAs afdeling for teknologi-programmer, om projektet, som kaldes Star Tiger.

"En lille gruppe forskere vil få muligheden for at koncentrere sig udelukkende om forskning og udvikling. Alt hvad der kan distrahere i dagligdagen som for eksempel administrative opgaver vil blive fjernet. De vil få mulighed for at afprøve nye ideer på stedet, lave prototyper og vælge eller affærdige nye veje så snart de er testet. Ved at danne et højt motiveret forskerteam og lade dem arbejde i samme laboratorium i en intensiv periode med adgang til alt, hvad de kan ønske sig, håber vi at skabe en synergi, som ikke ville være mulig i traditionel forskning og udvikling. Dette vil være en virkelig chance for et videnskabeligt gennembrud på dette teknologiske område", fortsætter Niels Jensen.

Star Tiger projektet skal skabe en kompakt enhed baseret på mikroelektronik, der kan generere farvebilleder. Enheden skal kunne operere ved to frekvenser, 250 GHz og 300 GHz. Der vil blive mulighed for at anvende apparatet på en lang række projekter under ESA, både inden for astronomi, jordobservation og astrofysik. Formentlig kan der også komme anvendelser uden for rumfartens verden, for eksempel inden for industriel proceskontrol og medicinsk diagnostik.

Projektet skal finde sted på CLRC Rutherford Appleton Laboraty i England fra 3. juni til 4. oktober 2002.

Related Links