ESA title
De fire europæiske kandidater.
Agency

Næsten som en rigtig Mars-rejse

25/03/2010 303 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

I 520 dage skal seks personer, heraf to europæiske, deltage i et forsøg, hvor de uden direkte kontakt med omverdenen gennemfører de faser, som en mission til Mars og retur vil bestå af.

Det kunne lyde som konceptet for et ekstremt reality-show på tv, men der er langt fra tale om underholdning, når seks forsøgsdeltagere næste sommer bliver lukket inde i en container nær ved Moskva. I 520 dage vil de kun have mulighed for at kommunikere med omverdenen via radio. 520 dage svarer til den kortest mulige rejse til Mars og retur, og forsøget skal især afdække de psykologiske, sociologiske og medicinske konsekvenser af at gennemføre så lang en rejse på begrænset plads og uden mulighed for direkte kontakt med andre mennesker end den lille gruppe af medrejsende.

Forsøget er et samarbejde mellem det russiske institut for biomedicin IBMP og den europæiske rumfartsorganisation ESA. Ifølge aftalen mellem parterne skal to af de i alt seks deltagere være europæiske. Desuden bliver der tre russiske og en kinesisk deltager.

ESA har indstillet fire kandidater, hvoraf de to senere vil blive udvalgt som deltagere, mens de to øvrige skal stå klar som afløsere, hvis der skulle indtræde sygdom eller lignende hos de to udvalgte i perioden op til forsøgets start. De fire europæiske kandidater er Romain Charles (Frankrig), Jerome Clevers (Belgien), Arc’hanmael Gaillard (Frankrig) samt Diego Urbino (Italien).

Forsøget ligger i forlængelse af et lignende forsøg i begyndelsen af 2009, som dog kun varede 105 dage. Ud over at varigheden er forlænget, kommer det nye forsøg til også at omfatte en 30 dage lang fase, hvor en del af besætningen skal ”udforske” Mars’ overflade. De skal flytte ind i et særligt modul, der skal forestille at være en midlertidig Mars-base, mens resten af holdet forbliver i moderfartøjet.

Related Links