Nyt brændstof forbedrer rumfartens arbejdsmiljø

I dag kræver påfyldning af brændstof omfattende sikkerhedsforanstaltninger.
17 marts 2010

Motorer ombord på rumfartøjer drives i dag af hydrazin, som er et effektivt brændstof, men særdeles giftigt for mennesker. Et svensk ESA-finansieret projekt har skabt et alternativt stof, der er langt mere sikkert at håndtere.

Satellitter og rumfartøjer er nødt til at medbringe brændstof, der kan give dem den nødvendige fart og korrigere deres baner i løbet af missionen. Lige siden rumfartens barndom har hydrazin været foretrukket til formålet. Hydrazin er særdeles effektivt i forhold til sit rumfang – en egenskab, der har været så højt værdsat inden for rumfarten, at den har vejet tungere end hydrazins ulemper: stoffet kan kun håndteres under kraftige sikkerhedsforanstaltninger, fordi det antænder meget let og er særdeles giftigt for mennesker.

Nu har den svenske virksomhed Ecological Advanced Propulsion Systems (ECAPS) imidlertid udviklet et nyt brændstof, som betyder, at teknikerne ikke længere behøver at være iført dragter, der minder om astronauternes, når de fylder brændstof på tanken før en mission. Udviklingsprojektet er finansieret af den europæiske rumfartsorganisation ESA.

Det nye brændstof kaldes HPGP (High Performance Green Propellant – eller på dansk højtydende miljøvenligt brændstof). Det består af kvælstofforbindelsen ADN (ammonium dinitramide) blandet med vand, metanol og ammoniak.

”ADN er 30 procent mere effektivt end hydrazin og langt mindre giftigt. I modsætning til hydrazin kan stoffet transporteres med fly, og man behøver ingen beskyttelsesdragter, men kan håndtere det i skjorteærmer,” siger Mark Ford, leder af ESA’s afdeling for motorteknologi.

Ud over at forbedre arbejdsmiljøet for teknikerne inden for rumfart, vil den lavere risiko også betyde, at sikkerhedsforanstaltningerne kan gøres mindre ekstreme, hvilket igen vil gøre rumfart billigere, mener Mark Ford:

”Det ultimative mål er, at satellitterne simpelthen kan forlade fabrikken, hvor de er fremstillet, med en fuld brændstoftank. Af sikkerhedsmæssige årsager venter vi i dag med at påfylde brændstoffet på opsendelsesstedet i allersidste øjeblik.”

Den nye brændstoftype kommer i aktion i rummet for første gang senere i år. Det bliver som et teknologi-demonstrations-projekt ombord på den svenske satellit Prisma.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.