ESA title
Et typisk vejrkort for Mars
Agency

Og vejret på Mars...

18/07/2002 13619 views 38 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Prognoser for vejret indgår i planlægningen af ESAs kommende mission Mars Explorer

"63 graders frost og støvet med mulighed for mere støv i de kommende dage". Sådan lyder vejrudsigten for en typisk dag på Mars.

Der er altid koldt på Mars. Dels er planeten længere væk fra Solen end Jorden er, dels er Mars mindre end Jorden og har derfor langt mindre atmosfære til at holde på varmen fra Solen. Endelig mangler Mars havene, der fungerer som Jordens varmelager.

Lige så sikkert er det, at der altid er støvet på Mars - de meget omtalte fund af vand er jo i form af is. Men der er meget store forskelle på, i hvor høj grad vinde hvirvler støvet op. I visse perioder bliver store områder af planeten hærget i månedsvis af støv-storme, der er så voldsomme, at en videnskabelig sonde på overfladen ville være nødt til at gå på standby og vente på bedre tider.

Derfor indgår prognoser for vejret i høj grad i planlægningen af den europæiske rumfartsorganisation ESAs mission Mars Explorer, der opsendes i 2003. En sonde vil lande på Mars' nordlige halvkugle i december 2003, hvor vinteren er ved at slutte. Netop på det tidspunkt vil en støvstorm være meget lidt sandsynlig.

På trods af de store forskelle mellem de to planeters klima bruger ESAs forskere faktisk vejrmodeller udviklet til Jorden. Ligesom på Jorden ser man på Mars, at varm luft stiger til vejrs omkring planetens ækvator, og derefter erstattes af koldere, tilstrømmende luft. En cirkulation som forårsager vinde, der hvirvler støv op og i nogle tilfælde udvikler sig til regulære, langvarige støvstorme.

Selvom denne mekanisme er godt forstået, er der mange uafklarede spørgsmål. Først og fremmest hvorfor der er store forskelle fra år til år på omfanget af støvstormene.

Også fremtidige missioner til Mars bliver nødt til at tage vejret i ed. Vejrforholdene kunne være et af elementerne, når ESA opfordrer europæiske unge til at arbejde med Mars i ugen fra 4. til 10. oktober i år. ESA beder simpelthen børn og unge om at forestille sig, hvordan dagliglivet på en bemandet station på Mars' overflade vil tage sig ud om 45 år! (se mere ved at klikke på overskriften "Space and daily life..." i højre side).

Related Links