På nettet med 300 km/t

Internet via satellite on board trains
25 april 2005

Passagererne på toget mellem Bruxelles og Paris får online adgang til internettet via satellit.

Den europæiske rumfartsorganisation ESA støtter et forsøg, hvor passagerne på Thalys-toget, som kører mellem Bruxelles og Paris, kan arbejde, som om de var i deres eget kontor, mens de farer gennem Europa.

I foreløbig tre måneder skal systemet testes, samtidig med at kundernes interesse skal vurderes. Teknologien giver passagererne ombord på et af togene mellem Bruxelles-Paris mulighed for at koble sig på internettet med bærbare computere udstyret med Wi-Fi. Systemet, der er udviklet af det britiske selskab 21Net, sikrer, at alle passagerer i hver togvogn modtager den samme adgang til dataflowet.

Internetforbindelsen sker via en antenne fastgjort til taget på en af vognene. Forbindelsen er kontinuerlig, selv om satellitten er i en højde af 36.000 km, og toget kører med 300 km/t. Systemet har også potentiale til at kunne tilbyde faste videoservere, nyheder og vejrudsigter, ja endog film, altsammen direkte til passagerernes bærbare computere.

Projektet indgår i ESA’s målsætning inden for telekommunikation om at støtte europæisk industri i forbindelse med nyskabende projekter, der kan tilfredsstille brugernes behov. At kunne kontrollere sine e-mail eller surfe på internettet med en rimelig hastighed og til en rimelig pris vil være en væsentlig forbedring for togpassagererne.

Udover dette pilotprojekt er ESA interesseret i at fremme et europæisk initiativ for bredbåndsinternet til tog. I den forbindelse koordinerer ESA et forum af togselskaber med henblik på at fremme europæiske løsninger.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.