ESA title
Agency

Portræt af Jordens bevoksning

17/03/2008 267 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Ved hjælp af optagelser fra rummet er det muligt at vise Jordens bevoksning med den bedste opløsningsgrad, der nogen sinde er opnået. I partnerskab med FN's organisation for ernæring og landbrug præsenterede ESA den foreløbige version af kortet til forskere i sidste uge under den 2. GlobCover User Consultation workshop, der blev afholdt i Rom i Italien.

Jordens bevoksning er tidligere blevet kortlagt fra rummet, men dette kort, der bliver gjort tilgængeligt for offentligheden, når det er helt færdigt til juli, vil være i en opløsning, der er 10 gange tydeligere end nogen af forgængerne.

Forskerne, der skal bruge dataene til at vise tendenserne i bevoksningen på verdensplan, til at studere naturlige og kontrollerede økosystemer samt til at lave modeller for udbredelsen af og påvirkningen fra klimaforandringer, er begejstrede for produktet – udviklet under projektet GlobCover med initiativ fra ESA – og betegner det som “en milepæl.”

GlobCover legend
GlobCover legend

“GlobCover-systemet er et stort skridt fremad for vores mulighed for automatisk at fremstille nye produkter vedrørende global bevoksning med en bedre opløsning og et mere detaljeret tematisk indhold, end vi nogen sinde tidligere har kunnet lave,” sagde Frédéric Achard fra Europakommissionens forskningscenter (JRC).

“Dette GlobCover produkt er meget mere end et kort. Det er en funktionel videnskabelig og teknisk demonstration af den første automatiske kortlægning af bevoksningen på globalt plan, og den kan levere den detaljerede beskrivelse af jordoverfladens status, som der er behov for til de regionale klimamodeller,” sagde Prof. Pierre Defourny fra Université catholique de Louvain.

“Data om bevoksning er vigtige for den bæredygtige kontrol med de naturlige ressourcer, miljøbeskyttelsen, fødevaresikkerheden, klimaforandringerne og de humanitære programmer,” sagde John Latham fra FAO (Organisationen for ernæring og landbrug).

“GlobCoverproduktet bliver det første frittilgængelige produkt med en opløsning på 300 m, og derfor er det en milepæl, der vil blive væsentlig for brugere inden for en lang række felter.”

Jaap van Woerden fra UNEP (FN's miljøprogram): “Dette kort kan kraftigt understøtte arbejdet udført af UNEP og deres partnere i forbindelse med de største miljømæssige udfordringer som klimaforandringer og kontrol af økosystemer.”

Prof. Christiane Schmullius fra Universitetet i Jena i Tyskland sagde, at det nye GlobCover-produkt “revolutionerer kortlægningen af Jordens bevoksning.”

Kortet er baseret på 20 terabyte billedmateriale – svarende til indholdet af 20 millioner bøger – indsamlet fra maj 2005 til april 2006 af den europæiske miljøsatellit Envisats instrument MERIS (Medium Resolution Imaging Spectrometer).

Alle billeder bliver derefter underkastet en standardiseret behandlingsproces, der er udviklet og kontrolleret af Medias-France/Postel, sammen med Brockmann Consult, Université catholique de Louvain og partnere.

Der er 22 forskellige bevoksningstyper på kortet, herunder dyrket jord, vådområder, skove, kunstige overflader, vandmasser og permanent sne og is. Som maksimal hjælp til brugerne er kortets tematiske indhold kompatibelt med FN's Land Cover Classification System (LCCS).

GlobCover, der blev igangsat i 2005, er en del af ESA’s jordobservations Data User Element (DUE). For yderligere oplysninger om GlobCover-produkter og deres tilgængelighed se websiden GlobCover.

Related Links