Rummets nye telefon-central

Artemis communicating
Artemis kommunikerer med satellit der er i bane tættere på Jorden.
11 juni 2001

Datoen for opsendelsen af satellitten, der skal knytte jord-til-rum og rum-til-rum kommunikation sammen, er nu valgt. Det bliver 12. juli 2001. Satellitten Artemis er rummets nye telefon-central.

Hver satellit sin modtagestation på jorden. Sådan har reglen hidtil været, men det laver ESAs kommende kommunikationssatellit Artemis om på.

Mange satellitter som overvåger Jorden befinder sig relativt tæt på os, i ca. 800 kms højde. De er ikke altid i stand til at ramme deres modtagestation på Jorden, fordi de hurtigt forsvinder bag horisonten. Dermed har de hidtil været henvist til at lagre deres data, hvilket altid indebærer en vis risiko for fejl.

Fremover bliver det muligt for disse satellitter at transmitere deres data i modsat retning. Nemlig til Artemis, der bliver placeret 36.000 km fra Jorden i den såkaldte geostationære bane. Udtrykket geostationær hentyder til, at satellitten vil følge Jordens rotation, så den hele tiden befinder sig over det samme punkt på Jorden.

Når Artemis modtager data fra en anden satellit kan den umiddelbart sende disse data videre, da den altid selv kan "se" sin modtagestation på Jorden.

På denne måde bliver Artemis rummets nye telefoncentral. Ikke kun andre satellitter, men også den bemandede Internationale Rumstation ISS vil kunne benytte Artemis som et knudepunkt for kommunikation.

Endelig kommer den nye satellit til at spille med i netværket af satellitter, der bruges til positionsbestemmelse på Jordens overflade.

Artimis opsendes fra Kourou i Fransk Guiana med en europæisk løfteraket af typen Ariane-5.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.