Rummets tele-central på plads

Som at sejle en færge over et ocean ved hjælp af en påhængsmotor. Billedet illustrerer de vanskeligheder, som ingeniører og teknikere fra den europæiske rumfartsorganisation ESA og virksomhederne Alenia Spazio og Telespazio har måttet overvinde for at anbringe ESAs kommunikations-satellit Artemis i sin bane.

Ved opsendelsen sommeren 2001 bevirkede en fejl i løfteraketten, at Artemis blev bragt i et kredsløb, der maksimalt nåede 31.000 kilometers højde. Det er for lidt til at opnå en såkaldt geostationær bane i 36.000 kilomenters højde, hvor en satellit hele tiden kan befinde sig over det samme punkt på Jorden. Det er netop ideen med Artemis.

Satellitter medbringer altid en vis mængde brændstof. Det er for at kunne korrigere banen og dermed kompensere for det gradvise tab af højde, som en satellit altid vil være udsat for. Men selv hvis hele mængden af brændstof var blevet anvendt, ville det ikke have været helt nok til at løfte Artemis ud til den geostationære bane. Og da satellitten derefter ville begynde at tabe i højde igen uden at have mulighed for at kompensere for det, ville denne manøvre ikke have noget formål.

Derfor har holdet bag redningsaktionen været henviste til at bruge en lille ion-motor, som satellitten havde med for at afprøve med henblik på rigtig brug i fremtidige satellitter, til at hæve banen.

Mod alle odds viste motoren sig i stand til at løse opgaven. Det gik langsomt, men sikkert: med 15 km højere bane per døgn. Takket være den lille "påhængsmotor" er det lykkedes at bevare så meget af satellittens normale, kemiske brændstof, at Artemis kan foretage de nødvendige korrektioner af sin bane i mindst de næste ti år.

31. januar 2003 blev de sidste manøvrer udført, som anbragte Artemis korrekt i den geostationære position. Siden har en række test vist, at alt udstyr ombord virker. Artemis kan nu begynde på sin egentlige opgave, som er at fungere som en rummets telefoncentral.

Mange satellitter som overvåger Jorden befinder sig relativt tæt på os, i ca. 800 kms højde. De er ikke altid i stand til at ramme deres modtagestation på Jorden, fordi de hurtigt forsvinder bag horisonten. Dermed har de hidtil været henvist til at lagre deres data, hvilket altid indebærer en vis risiko for fejl. Ideen med Artemis er, at disse satellitter straks skal kunne transmitere deres data i modsat retning. Nemlig til Artemis, som altid selv kan "se" sin modtagestation på Jorden fra sin geostationære bane.

Blandt de første brugere af den nye telefoncentral i rummet bliver ESAs miljøsatellit Envisat, der har stor dansk medvirken.