Artemis vinder gradvist højde

Trods en kikset opsendelse er satellitten Artemis på vej mod sin rigtige bane. Takket være et eksperiment ombord

Satellitten Artemis, der skal knytte den europæiske rumfartsorganisation ESAs kommunikation i rummet sammen, er reddet. En ion-motor, som satellitten havde med for at afprøve med henblik på rigtig brug i fremtidige satellitter, har vist sig at kunne løfte opgaven.

Ved opsendelsen sommeren 2001 bivirkede en fejl i løfteraketten, at Artemis blev bragt i et kredsløb, der maksimalt nåede 31.000 kilometers højde. Det er for lidt til at opnå en såkaldt geostationær bane - det kræver 36.000 kilomenters højde - hvor en satellit hele tiden kan befinde sig over det samme punkt på Jorden. Det er netop ideen med Artemis.

Mange satellitter som overvåger Jorden befinder sig relativt tæt på os, i ca. 800 kms højde. De er ikke altid i stand til at ramme deres modtagestation på Jorden, fordi de hurtigt forsvinder bag horisonten. Dermed har de hidtil været henvist til at lagre deres data, hvilket altid indebærer en vis risiko for fejl. Ideen med Artemis er, at disse satellitter straks skal kunne transmitere deres data i modsat retning. Nemlig til Artemis, som altid selv kan "se" sin modtagestation på Jorden fra sin geostationære bane. På denne måde bliver Artemis rummets nye telefoncentral. Men den kunne ikke udfylde sin rolle fra den bane, den blev anbragt i sidste sommer. Derfor var gode råd dyre.

Satellitter medbringer altid en vis mængde brændstof. Det er for at kunne korrigere banen og dermed kompensere for det gradvise tab af højde, som en satellit altid vil være udsat for. Men selv hvis hele mængden af brændstof var blevet anvendt, ville det ikke have været helt nok til at løfte Artemis ud til den geostationære bane. Og da satellitten derefter ville begynde at tabe i højde igen uden at have mulighed for at kompensere for det, ville denne manøvre ikke have noget formål.

Imidlertid har det vist sig, at den eksperimentelle ion-motor alene er i stand til at hæve satellittens bane. Artemis vinder ca. 20 kilometers højde i døgnet og har stadig al sit brændstof intakt.

Normalt, hvis ion-motoren havde været planlagt til at udføre rollen med at hæve satellittens bane flere tusinde kilometer, ville man på Jorden have foretaget utallige afprøvninger. Det var ikke muligt i denne situation. Hele ændringen måtte laves ved at ændre den software, som styrer motoren. Det har taget seks måneders hårdt arbejde, hvor mange uforudsete problemer har måttet overvindes.

Den første milepæl med 1.000 kilometers hævning af banen er netop nået, og hvis alt også fremover forløber godt, vil satellitten nå geostationært orbit i slutningen af året.