ESA title
En sjælden optagelse af et af de gigantiske lynglimt
Agency

Rumstation kan observere kæmpelyn

04/10/2005 756 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Danske rumforskere forbereder særlige kameraer, der kan anbringes på den internationale rumstation. Kameraerne skal fotografere gigantiske lyn, som skyder fra tordenskyerne op mod rummet

Er gigantiske lynglimt, som skyder fra skyerne op mod rummet, blot et spektakulært naturfænomen at se på? Eller ændrer de den kemiske sammensætning af atmosfæren, så ozonlaget og klimaet på Jorden bliver påvirket? Der er nøglespørgsmålet, som særligt fremstillede kameraer anbragt ombord på den internationale rumstation (ISS), skal besvare.

ESA foreslår, at kameraerne, som skal udvikles af forskere ved Danmarks Rumcenter, anbringes på rumstationen.

Lynglimtene er normalt skjult fra os på jorden af skyerne. Glimtene dækker enorme områder af den øvre atmosfære, og de er ofte farverige. Deraf også navnene ”blue jets”, ”red sprites” og ”elves”.

Afhængigt af højden har glimtene forskellig form, farve og navn
Afhængigt af højden har glimtene forskellig form, farve og navn

Gennem de seneste år har forskere fra Danmarks Rumcenter studeret glimtene ved hjælp af kameraer anbragt højt oppe i bjergene. Af og til er det lykkedes for kameraerne at fange et glimt, som er skudt op fra en tordensky i en lavere højde.

Fra ISS vil man altid have udsigt til de gigantiske lyn, og dermed vil chancerne for at studere dem blive dramatisk forøget.

Danmarks Rumcenter udvikler i øjeblikket en pakke af instrumenter, som kaldes Atmosphere-Space Interactions Monitor (ASIM). ESA har nu udvalgt ASIM som et såkaldt feasibility studie (også kaldet et fase A studie).

”Spørgsmålet er, hvordan disse gigantiske lynglimt opstår, og hvor ofte”, siger seniorforsker Torben Neubert, som leder projektet på Danmarks Rumcenter.

En af mulighederne er, at de elektriske udladninger fjerner ozon fra atmosfæren. Det kan have indflydelse på klimaet.

”Vi har brug for at forstå de naturskabte processer, som påvirker klimaet, for bedre at kunne afgøre, hvilke effekter på klimaet, som kan skyldes menneskets aktiviteter”, siger Torben Neubert.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår kameraerne kan blive anbragt på rumstationen.

Related Links