Satellitter deltager i jagten på kilden til Ebola-virusen

Sundhedsarbejdere bærer beskyttelsesudstyr mod den yderst smitsomme Ebola-virus
16 juli 2003

Mikroskoper er ikke det eneste nyttige redskab, når man skal studere sygdomme. Et nyt ESA-projekt bruger satellitter til at forudsige og hjælpe med at bekæmpe udbrud af epidemier og bidrager samtidig til jagten på kilden til den dødelige Ebola-virus.

Blødningsfeberen Ebola dræber hvert år mange mennesker i Centralafrika. Den kan medføre massive indre og ydre blødninger hos mennesker og aber, men man har stadig ikke identificeret den jungleorganisme, der fungerer som vært for virusen.

For at bidrage til jagten vil der fra næste år ved hjælp af satellitbilleder blive udviklet detaljerede vegetationskort over Congo og Gabon. Udviklingen af kortene foregår inden for rammerne af et nyt ESA Data User Element-projekt ved navn Epidemio, som udvikler jordobservationstjenester (EO-tjenester) for epidemiologer.

Det Gabon-baserede International Centre for Medical Research (CIRMF) vil kombinere EO-data med feltresultater i et geografisk informationssystem (GIS). De håber at kunne identificere specifikke miljøegenskaber, som er forbundet med de smittede områder, hvor der enten er fundet døde dyr, eller hvor den lokale befolkning har udviklet Ebola-antistoffer.

Aber – herunder disse bjerggorillaer – rammes også af Ebola

”Ved at sammenligne med kendte smitteramte steder vil fjernregistreringerne hjælpe os med at finde andre mistænkelige steder,” siger Ghislain Moussavou fra CIRMF. ”Det er ikke muligt at teste blod fra dyr i hele målområdet – ca. 400 kvadratkilometer jungle – men det vil blive muligt for vores teams at koncentrere indsatsen om at indsamle dyr på disse steder.” Dyrenes blod kan så testes for tegn på Ebola.

Satellitdataene vil blive opdateret hver måned for at skaffe flere informationer, tilføjer Moussavou: ”I Gabon og Congo har vi observeret en årlig periodicitet i Ebola-udbrudene. Dette tyder på, at værtsdyrets levested er kendetegnet ved specifikke økologiske forhold.”

Der vil også blive leveret EO-billeder til WHO-programmet Public Health Mapping, så de kan importeres til WHO’s GIS-software HealthMapper, der anvendes af offentligt sundhedspersonale i mere end 70 lande.

”I sidste instans er vores systemer afhængige af data, der er indsamlet på jorden, men fjernregistreringerne kan meget vel vise sig at være en nyttig tilføjelse,” siger Jean-Pierre Meert fra WHO. ”De lokale kort er ofte 30 år for gamle, og vi har derfor bedt om højopløsningsbilleder af byer fra Casablanca i Marokko til Vientiane i Laos. Billederne skal give os bedre muligheder for at planlægge de medicinske modsvar som for eksempel placeringen af klinikker i byerne. Vi håber også at kunne holde bedre styr på nomadefolkene, så vi har bedre forudsætninger for at levere lægehjælp til dem.”

Satellitbaserede kort kan forudsige epidemier af den myggebårne malaria

Bekæmpelse af malaria – der påvirker 300 millioner mennesker på verdensplan og dræber op til 1,5 millioner mennesker om året – står i centrum for en række forskellige Epidemio-brugeres arbejde. At få adgang til satellitbaserede meteorologiske data er af stor interesse, idet høje luftfugtigheds- og regnfaldsniveauer ofte går forud for malariaudbrud som følge af stigningen i antallet af myg.

”Pålidelige oplysninger om overfladetemperaturen for hele kontinentet er af særlig stor betydning,” siger Simon Hay fra det zoologiske institut ved University of Oxford. ”Disse temperaturdata vil bidrage til at identificere de regnfaldsbegivenheder, som finder sted under de omstændigheder, der er mest gunstige for fremkaldelse af malaria.”

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.