ESA title
Systemet kan ligge på en mobiltelefon eller en minicomputer.
Agency

Satellitter gør bilen klimavenlig

16/02/2009 228 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

En femtedel af bilernes brændstofforbrug – og dermed udslip af CO2 – kan spares med nyt system, hvor satellitter hjælper bilisterne til at få gode kørevaner.

Et nyt system baseret på satellitpositionering kan få biler til at køre længere på literen og dermed mindske deres belastning af klimaet.

To opfindere, svenske Alex Ackerman og israelske Yossef Shiri, har designet systemet, som de kalder GreenDrive.

Ved hjælp af satellitdata holder systemet styr på, hvor bilen befinder sig, samt hvor hurtigt og i hvilken retning den kører. Dermed får køreren hele tiden meddelelser om, hvordan han eller hun kan køre mest brændstoføkonomisk. Systemet har også styr på, hvilken type bil, der køres i, og hvordan forholdene er på vejen.

”Forestil dig, at der er et stopskilt 300 meter fremme på vejen, men du kan ikke se det, fordi vejen svinger. Systemet vil så foreslå dig at lette trykket på speederen, så du har mindre fart på, når du om lidt skal bremse. På den måde sparer systemet dig for unødvendige accelerationer og opbremsninger. På andre tidspunkter vil systemet blot råde dig til at holde en konstant hastighed,” forklarer Yossef Shiri.

Systemet kan køre enten på en mobiltelefon eller på en bærbar minicomputer (PDA). Bilisten får vejledning både i form af grafik på mobilen/minicomputerens skærm og i form af tale-beskeder.

I sagens natur kan bilister, der kører meget abrupt i forvejen, opnå drastiske forbedringer i deres køreøkonomi, mens bilister, som allerede har gode kørselsvaner, kan spare mindre. I testforsøgene har systemet typisk sparet bilisterne for 15-25 procent af deres brændstofforbrug. Dermed er deres udslip af drivhusgassen CO2 faldet tilsvarende.

De to opfindere vandt en konkurrence i den tyske delstat Bayern om det bedste bidrag til European Satellite Navigation Competition 2008, som støttes af den europæiske rumfartsorganisation ESA’s kontor for teknologioverførsel. De sluttede på andenpladsen i den europæiske konkurrence.

Systemet udnytter i dag data fra de amerikanske GPS-satelitter, men er også forberedt til at udnytte data fra det kommende europæiske system Galileo, som vil give systemet større nøjagtighed.

Related Links