Satellitter kan hjælpe lægen under katastrofer

Fra øvelsen i Tyskland, hvor redningsfolkene kommunikerede via satellit.
15 november 2002

Lederen af ESAs program for tele-medicin, Benny Elmann-Larsen, er meget tilfreds efter realistisk øvelse i Tyskland

"Man kan redde liv og spare penge". Så kort og klart udtrykker danske Benny Elmann-Larsen konklusionen på en realistisk øvelse, som netop har fundet sted i byen Ulm i det sydlige Tyskland.

Som leder af den europæiske rumfartsorganisation ESAs program for tele-medicin deltog Benny Elmann-Larsen selv i øvelsen, der var arrangeret af ESAs program for telekommunikation. Formålet var at demonstrere potentialet i en række satellitbaserede systemer i forbindelse med katastrofer.

"Når der indtræffer en katastrofe som for eksempel et jordskælv eller en oversvømmelse vil det normale telefonnet ofte blive ødelagt eller overbelastet. Derfor er det i sig selv interessant hurtigt at kunne etablere kommunikation via satellitbaseret mobiltelefoni. Men derudover viste øvelsen, at man kan opnå væsentligt mere", siger Benny Elmann-Larsen.

Øvelsen anvendte blandt andet et system kaldet DELTASS (Disaster Emergency Logistics Telemedicine Advanced Satellite System) udviklet for ESA af et team under ledelse af den franske rumfartsadministration CNES.

"Med systemet blev der etableret forbindelser, som svarer til at have et fast højhastighedsnet. Det betyder, at man kan opnå en række fordele ud over almindelig kommunikation. For eksempel kan lægen på stedet sende et EKG-diagram (en måling af hjertefunktionen, red.) for en patient til en base langt fra stedet, hvor specialister kan vurdere det og melde tilbage. Det er også muligt at holde en video-konference, hvor lægen på stedet og specialister på stor afstand diskuterer den nødvendige behandling", forklarer Benny Elmann-Larsen.

For en ordens skyld skal det siges, at der eksisterer andre velfungerende systemer ud over DELTASS.

"Men systemet var absolut anvendeligt. Jeg er overbevist om at man ved hjælp af tele-medicin kan redde liv og spare penge både i forbindelse med naturgivne katastrofer som jordskælv og oversvømmelser, men også i forbindelse med ofre for krigshandlinger", konkluderer den danske programleder.

Selvom en række af de systemer der blev brugt i øvelsen i Tyskland var prototyper, understreger Benny Elmann-Larsen at der er kort til rigtig anvendelse:

"Det springende punkt er om man kan få det nødvendige kvantum satellittid. Det vil man kunne i dag med et sted mellem 24 og 48 timers varsel. Så hvis der er vilje til at opbygge et beredskab kan tele-medicinsk katastrofehjælp være en realitet meget snart".

ESAs program for telemedicin arbejder ikke kun med katastrofe-situationer, men også med rutinemæssige, daglige anvendelser af satellitbaseret kommunikation.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.