ESA title
Rumstationens bane på fredag d. 16. juni.
Agency

Se rumstationen med egne øjne

13/06/2006 8820 views 21 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Den kommende weekend vil der være særligt gode betingelser i Danmark for at se den Internationale Rumstation (ISS) fare over himlen.

Se mod syd klokken 22:58:17 lørdag aften d. 17. juni. Hvis ellers himlen er skyfri, skulle du med det blotte øje kunne se en lysende prik fare over himlen. Prikken er den internationale rumstation (ISS), som netop i den kommende weekend stiller sig mere til skue end normalt.

Rumstationen passerer også jævnligt hen over os til dagligt, men i to korte perioder hvert år, i henholdsvis juni og december, ligger stationens bane sådan, at den ikke bevæger sig ind i Jordens skygge, men er oplyst af Solen under hele kredsløbet. Det giver særligt gode betingelser for at få øje på ISS.

Lørdag aften lidt før kl. 23 er blot et af de mange tidspunkter i perioden 17.-21. juni, hvor rumstationen er synlig fra Danmark. De fleste af de øvrige tidspunkter er dog lidt senere på natten og dermed i højere grad forbeholdt natteravnene.

Ved at klikke på artiklen til højre ”Europe set for perfect views of ISS” kommer man til en engelsk artikel, hvor der i bunden er mulighed for at klikke på ”Copenhagen”. Her kommer alle de tidspunkter til syne, hvor det er muligt at se rumstationen fra Danmark. Tidspunkterne er for København. Der vil være en lille afvigelse for andre steder i landet.

ESA opfordrer i øvrigt amatørastronomer og andre, der tager gode billeder af rumstationen, til at sende dem til mailadressen contactesa@esa.int - de bedste vil blive offentliggjort på ESA’s Portal.

Related Links