Solnedgang over en odysse i rummet

Artist’s impression of Ulysses
Ulysses' 17 år lange odysse går på hæld.
17 juni 2008

Efter 17 års arbejde stopper ESA og NASA's fælles projekt Ulysses officielt den 1. juli i år. Fartøjet har ændret den måde, forskerne opfatter Solen og dens effekt på verdensrummet. Fartøjet holdt næsten fire gange længere, end man havde troet. Nu må missionen indstilles på grund af mangel på strøm om bord.

Richard Marsden, der er ESA's videnskabelige projektleder på missionen, fortæller:

”I næsten to årtier har vi gennem Ulysses's videnskabelige observationer lært meget mere, end vi havde forventet om vores stjerne og måden, hvorpå den vekselvirker med det omgivende rum. Der vil aldrig komme en lignende mission. Der har været en del andre sol-missioner de senere år, men Ulysses er helt særlig. Dens særlige udsigtsposition over Solens poler er aldrig blevet dækket ved andre missioner. Det gør, at missionen stadig er en pionér på området. Det legendariske rumfartøj har bidraget med meget viden og har levet op til sit mytiske navn.”

Ulysses's hovedopgave var at studere heliosfæren - den svage boble i rummet dannet af solvinden - fra alle vinkler. Ed Smith, der er NASA's projektforsker på missionen, siger:

”Heliosfæren deler solens nærmiljø fra det interstellare rum. I sit lange liv har Ulysses redefineret det, vi ved om heliosfæren, og har besvaret vores spørgsmål om solens nærmiljø”.

Ulysses var den første mission, der overvågede miljøet i rummet over og under Solens poler i de fire dimensioner af tid og rum. Det viste, at Solens magnetiske felt fortsætter ud i solsystemet på en mere avanceret måde end hidtil antaget. Solens udsendte partikler fra en lav breddegrad kan klatre op til en højere breddegrad og modsat - og endda finde vej til planeterne. Denne nye viden er vigtig, da dele af Solen ikke tidligere blev betragtet som mulige kilder for farlige partikler. Dette må astronauter og satellitter også medregne og overvåge nøje.

Ulysses opdagede også støv flyde ind i Solsystemet fra det ydre rum og påviste, at denne type støv er 30 gange mere forekommende, end astronomerne havde troet. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at fartøjet opdagede helium-atomer fra det dybe rum og bekræftede, at universet ikke indeholder nok stof til at kunne stoppe sin egen udvidelse.

Fartøjet susede gennem rummet med en hastighed på cirka 56.000 km/t, hvilket betyder, at Ulysses har fløjet over 8,6 milliarder kilometer gennem årene. Det har krævet stor kreativitet at holde missionen kørende så længe. Gennem årene er strømforsyningen blevet svagere. Derfor har teknikerne bag missionen været nødt til at finde på mange smarte måder at spare på energien. Nu er strømforsyningen dog svundet så meget ind, at brændstoffet snart vil fryse i fartøjets rør.

”Når vi modtager den sidste del af fartøjets data, bliver det tid til at sige farvel til Ulysses”, fortæller ESA's tekniske leder, Nigel Angold. ”Men tristheden bliver dog overskygget af stoltheden over at have arbejdet på denne fantastiske mission. Selvom de tekniske målinger stopper, vil man kunne bruge data fra Ulysses's videnskabelige opdagelser i de kommende år.”

David Southwood, der er ESA's leder for videnskab og ubemandet udforskning, tilføjer:

”Det er med mange følelser, at vi siger farvel til Ulysses. Det har været en bemærkelsesværdig succeshistorie og et godt samarbejde”.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.