I 15-20 km højde domineres Venus-vejret af langstrakte skyer.

Stiv kuling på Venus

16 oktober 2006

ESA’s fartøj i kredsløb om Venus er i stand til at kigge gennem det øverste tætte lag af skyer. Det giver et indblik i vejrforholdene på planeten, hvor vindens hastighed til tider når op på 360 kilometer i timen

Normalt spærrer et tæt lag af skyer i ca. 60 km højde for udsigten, men den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Venus Express har dels et kredsløb tæt på planeten, dels instrumenter, der er i stand til at trænge gennem skydækket. Det skaber indblik i de dramatiske vejrforhold på Venus.

Billedet i toppen af denne artikel er sat sammen af forskellige optagelser fra juli 2006. Billederne viser de skyer, som findes i 15-20 km højde – altså under det tykke skydække i 60 km højde. Farverne i billederne, som er taget på Venus’ natside, er falske. De lyse områder er faktisk de, hvor der ikke er skyer.

Venus Express
Venus Express

De tre optagelser er lavet med 30 minutters mellemrum. Man ser, at de ikke matcher helt. Uregelmæssighederne i grænsefladerne afspejler det omskiftelige vejr på planeten, hvor blandt andet de høje vindhastigheder – helt op til 360 km i timen – får skyerne til at ændre form meget hurtigt.

”Skyer på Venus har bestemte mønstre og træk, der gentager sig, men deres position er meget foranderlig både på kort og langt sigt. Det gør det til en meget kompleks sag at forsøge sig med at være meteorolog for denne planet”, siger Giuseppe Piccioni, der er en af de ledende forskere bag instrumentet VIRTIS, der har lavet optagelserne. VIRTIS står for Ultraviolet, Visible and Near-Infrared Mapping Spectrometer.

De høje vindhastigheder hænger sammen med den såkaldte super-rotation, som planetens atmosfære er udsat for. Rotationen og den kraftige vind fører sammen til, at skyerne på Venus får et meget langstrakt præg. Nogle af skyerne på Venus Express’ optagelser er flere tusinde km lange.

Venus Express blev sendt op 9. november 2005 og nåede frem til sit mål 11. april 2006. Navnet hentyder til, at fartøjet er udtænkt og bygget på kun fire år, hvilket er usædvanlig hurtigt for en mission af denne type. Hastværket skyldtes, at der ellers ville gå flere år, inden Venus’ og Jordens indbyrdes stilling igen blev gunstig for en opsendelse.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.