Vulkanudbrud på Venus i nær fortid

Idunn Mons er en af Venus' vulkaner. Farverne illustrerer forskelle i den infrarøde stråling fra overfladen.
14 april 2010

Data fra den europæiske satellit Venus Express antyder, at Jordens tvillinge-planet fortsat kan være geologisk aktiv.

Venus er omtrent lige så stor som Jorden, og nu viser nye forskningsresultater, at de to planeter også ligner hinanden på et andet punkt: de er begge hjemsted for vulkaner.

”Vi har stærke beviser direkte fra Venus’ overflade på, at der har fundet nylige vulkanudbrud sted,” siger Sue Smrekar, forsker ved NASA’s Jet Propulsion Laboratory i Californien, USA.

Ordet ”nylige” skal dog forstås i astronomisk sammenhæng – det vil sige set i forhold til planeternes alder, der er omkring 4,5 milliarder år. Ifølge de nye forskningsresultater har der med sikkerhed været vulkanudbrud på Venus senere end for 2,5 millioner år siden.

Sammen med sine kolleger har Sue Smrekar fokuseret på tre områder af Venus’ overflade, hvor den geologiske sammensætning minder om Hawaii, der er kendt for sine aktive vulkaner. Holdet har udnyttet data fra den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Venus Express, som er i kredsløb om Venus. Instrumentet VIRTIS (the Visible and Infrared Thermal Imaging Spectrometer) kan afdække karakteristiske forskelle i den infrarøde stråling, som områder dækket af lava afgiver i forhold til områder uden lava.

Jo længere tid, der er gået siden et vulkanudbrud fandt sted, jo mindre vil forskellen i infrarød stråling være sammenlignet med omgivelserne. Det skyldes blandt andet, at Venus’ atmosfære slider på overfladen og dermed udglatter forskellene. Der er stadig betydelig forskel mellem områderne dækket af lava og omgivelserne, og forskerne vurderer, at det højst kan være 2,5 millioner år siden, udbruddene fandt sted. Det er ”for nyligt” i astronomisk sammenhæng. Desuden kan det meget vel være, at udbruddene faktisk er sket langt senere – og det er dermed også muligt, at Venus fortsat er geologisk aktiv. Forskerne er desuden kommet nærmere svaret på et andet spørgsmål. Nemlig om planeten tidligere har været hærget af gigantiske episoder med vulkansk aktivitet eller snarere mange små vulkanudbrud. Det sidste synes at være tilfældet.

”Der findes nogle fascinerende modeller for, hvordan kilometertykke lag af lava kunne have bredt sig over Venus på kort tid, men de forudsætter, at planetens indre skulle opføre sig meget anderledes end Jordens indre. Hvis man i stedet går ud fra, at den vulkanske aktivitet har været mere gradvis, får man et billede, der passer godt med vores viden om Jorden,” siger Sue Smrekar.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.