ESA title
Positionering ved hjælp af satellit har mange mulige anvendelser.
Agency

Konkurrence søger innovative ideer

21/05/2008 399 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Har du en god ide til at udnytte positionering ved hjælp af satellit? Så kan du deltage i konkurrencen European Satellite Navigation Competition. Ideen skal kunne overføres til markedet forholdsvis hurtigt, og den skal ikke være til brug i rummet, men til andre forretningsmæssige sammenhænge.

Konkurrencen afholdes i år for femte gang. Siden konkurrencen begyndte i 2004, har der været 650 gode ideer, og alene i 2007 blev der tilsendt mere end 250 forslag fra hele Europa. European Satellite Navigation Competition er meget mere end en tænketank for gode idéer til at udnytte Galileo, der er Europas kommende globale navigations satellitsystem. Den fungerer også som katalysator for nyudviklet teknologi i Europa. Adskillige af de tilsendte ideer i konkurrencen er allerede blevet udviklet til forretningssucceser.

I år præsenterer ESA gennem sit program for teknologioverførsel en særlig pris: Vinderen vil modtage direkte opbakning fra et af ESA’s tre innovationscentre, der findes hos ESTEC i Holland, ESOC i Tyskland og ESRIN i Italien. Her vil de få hjælp af ESA's eksperter og tilgang til rumteknologi.

De tidligere års succes har gjort, at konkurrencen har spredt sig ud over Europa. I år har regioner i Taiwan og Australien tilsluttet sig sammen med en række europæiske regioner, der afholder deres særlige version af konkurrencen. I alt er der 13 regionale under-konkurrencer.

Konkurrencen er åben frem til den 31. juli 2008. Alle kan tilmelde sig, både firmaer, iværksættere, forskningsinstitutter, universiteter og enkeltpersoner. Tilmelding kan ske online på konkurrencens hjemmeside, hvor der kan læses flere detaljer.

De regionale paneler, der består af eksperter fra industrien og forskning i alle de 13 regioner, udvælger deres finalister. Derefter skal et internationalt panel af eksperter vælge den endelige vinder. Desuden vil et panel med sponsorer for særlige emner udvælge disse vindere.

Den endelige vinder får ”Galileo-Master 2008-”prisen, som inkluderer et tilskud på 20.000 Euro, et kontor samt seks måneders støtte til at få ideen til at blive et forretningsprodukt i den region, hvor vedkommende tilmeldte sig. Alle vinderne bliver annonceret ved en officiel præsentation den 21. oktober 2008 ved den internationale SYSTEMS-handelsmesse i München.

Related Links